En dag er man nødt til at vågne, se realiteterne i øjnene, sprænge de faste rammer og skabe nye og bedre vaner!
Titlen på denne uges blok, som nu også er den første i en længere kavalkade, er en sætning, der ganske godt beskriver det der skete med mig for snart en uge siden.
Jeg vågnede (ja ganske brat endda) med vildt ondt i halsen, og havde det som om der var en skovhugger der havde rullet store træstammer i min hals og gane hele natten. Jeg vendte mig om for at sige godmorgen, og så lå han bare der, kiggede på mig og sagde iskoldt ”Du har snorket hele natten!”
Du har snorket hele natten! Det var første gang i mit liv jeg hørte den sætning. Jeg er 27 år, og jeg har, med ganske få undtagelser af søvn-snak, altid, og jeg mener virkelig altid, været en lydløs sover. Ingen tænderskæren, ingen snorken, ingenting! Og så siger han bare at jeg har snorket! Hvad bilder han sig i grunden ind?
I min verden er det kun mænd (i alle aldre) og midaldrende damer der snorker. Godt nok kommer jeg tættere og tættere på 30, men midaldrende det er jeg satme ikke!
Sagen bliver på ingen måde bedre da han derefter kigger på mig og igen, iskoldt, siger ”Det har du altså gjort det sidste halve år!”
Der var det lige før at der røg en lige højre igennem luften! Hvad bilder han sig ind?? Et halvt år, og det er ført nu han kommentere det. Dette er stadig et mysterium for mig; jeg mener, jeg brokker mig da højlydt og tydeligt over hans snorken meget tæt på hver dag! Hvorfor har han så ikke givet igen??
Weekenden nærmede sig, og det var tid til at få syet en ny middelalder-underkjole (argh! Jeg er blevet den nørdede overvægtige pige! Hvilken kliché!). Mønsteret skulle konstrueres fra bunden, og det er noget der tager tid. Sådan en tætsiddende 1400-tals underkjole er rigtig fin når den er færdig, men forarbejdet tager altså nogle timer.
Sådan en bygning af mønster er god til rigtig mange ting.
Et skænderi med manden der egentlig bare forsøger at hjælpe f.eks. Bevares; jeg er da godt klar over at det er ham der har den matematiske og geometriske forståelse der skal til for at konstruere sådan et mønster fra bunden; altså fornuftsmæssigt! Men hvorfor skal det være så skide svært at forstå for os der er lidt mere humanistisk orienteret??
En anden ting sådan en konstruktion af et mønster er god til, er at få en til at kigge sig selv i spejlet… rigtig mange gange… i alt i rigtig mange timer (1½ time, men det føltes som 150).
Spejlet… Et af de instrumenter i huset som man er overbevist om lyver for én!
Når man nu står der så lang tid, så får man også kigget rimeligt indgående… Og det er som om at man på et eller andet tidspunkt må indse at når alle andre ikke tager 10 kg på af at stille sig foran spejlet, så gør man det nok heller ikke selv… Så er det nok bare… sådan man ser ud!
Jeg brugte en dags tid på at gå og skule til mit wii-fit-board der har sådan noget indbygget vægt noget. Grunden til at jeg valgte at bruge denne maskine, er at det faktisk er den mest pålidelige vægt vi har her i huset.
Da jeg bestemte mig for at vi var blevet så fortrolige at vi kunne tage det næste skridt, satte jeg det her spil på. Et spil der hedder Wii-fit-plus. Dette vil jeg komme nærmere ind på om lidt.
Jeg tændte maskineriet.
Det første der sker er at jeg finder ud af at jeg har stillet mig for tæt på fjernsynet, for det var da lige før jeg at væltede bagover da dette fantastiske spil, fortæller mig at det er intet mindre end 178 dage siden jeg har været på.
Hvorfor holder den styr på det??
Nåh; næste step er så en gennemgang af kroppen. Vægt og balancepunkt. Balancepunktet ser fint ud. Og nu er det så at det skæbnesvangre øjeblik skal indtræffe; den fortæller mig min vægt.
Spillet er uden tvivl skabt til at give en dårlig samvittighed. Den deler din vægt op i 4 kategorier; undervægtig, ideal, overvægtig og fed! Ærligt og direkte må man sige. Når den så vil vise dig hvordan det står til med din krop så starter din lille Mii (en nydeligt formet lille figur med et usandsynligt stort hoved) med at være helt undervægtig, og så er der ellers en streg der bevæger sig opad. Det er meget fint og motiverende, problematikken indtræffer når din Mii, i takt med at denne streg bevæger sig hastigt opad, tager på i vægt.
95 kg!
Ja det er så udgangspunktet. Det var et noget større slag i hovedet end først kalkuleret. Jeg vidste godt den var gal; men så gal!?!
Så ender man med at stå i fakta og handle ind til aftensmaden, for verden står jo ikke stille blot fordi du går rundt og har en identitetskrise med din vægt.
I en sådan butik kan mange ting forekomme. For mit vedkommende skete der det denne dag, at jeg, ret bogstaveligt, falder over en af de her reoler der er fyldt op med ting man slet ikke anede at man havde brug for.
På denne reol, denne fine dag i januar, står der sådan et hav af de her ”det-har-lige-været-jul-og-nu-skal-vi-tjene-på-din-dårlige-samvittighed-over-at-have-spist-for-meget” bøger og andet tilbehør. Blot af ren nysgerrighed kigger jeg. Og hvad skuer mit øje. En fin lille bog. En bog om løb. Den absolut billigste sportsgren i min optik, og også på mange måder den mest fleksible.
Vi får øjenkontakt, bogen og jeg, og bliver enige om at jeg hellere må tage den ned, for at se hvad det er for en størrelse. Omme bagpå er der fint beskrevet hvad bogen indeholder; ”Desuden indeholder bogen løbeprogrammer til ethvert niveau.” Se det var nok det der solgte mig! Vi blev enige om at jeg nok hellere måtte tage den med hjem.
Da man så kommer hjem kigger han bare på en, med det her meget opgivende blik i øjnene der meget tydeligt udtrykker ”Nu har du igen brugt penge på et eller andet fuldstædigt håbløst.” Og mig der ellers var så glad. Jeg skuler olmt tilbage og tager bogen med i seng samme aften. Vi når faktisk at få opbygget et ret tæt forhold denne bog og jeg.
Ikke at der egentlig står ret meget jeg ikke vidste i forvejen; ”du får et bedre helbred af at løbe”, NO SHIT SHERLOCK! Men den har noget som jeg har trængt til meget længe. Løbeprogrammer som virker realistiske for sådan en håbløs nybegynder som jeg.
Han må have sovet på det, for næste dag, da han er ved at træde på bogen, da han nærmest vælter ud af sengen, kigger han kort på den, og derefter direkte på mig og siger ”Godt så… Så lad os prøve det.”
Som om han havde et valg. Jeg havde jo ikke taget kvitteringen med da jeg handlede.
Efter en lille times tid kigger han igen på mig (hmm… han har det egentlig med at sige nogle ret voldsomme ting i løbet af sådan en dag…) og siger så roligt som jeg nogensinde har oplevet: ”Det er nok meget godt, for vi skal jo løbe halvmaraton her i maj. Husker du at vi købte billetter i oktober?!”
ÅH GUD! Ikke nok med at jeg skal starte helt fra bunden og arbejde mig op med det her motionspjat, og at jeg har rigtig mange kilo jeg skal tabe; nu har jeg fandeme også en deadline på hvornår jeg skal være i stand til at løbe et halvmaraton… 15 uger!! Det bliver fuldstændig vildt det her.
Målet er at tabe 25 kg og jeg har givet mig selv deadline i august 2013.
Jeg synes faktisk selv det virker rimeligt realistisk.
Men for satan det er hårdt det her løben!
Og så, selvfølgelig, lige før jeg har gennemført den første uge af mit træningsprogram, bliver jeg snot hamrende forkølet. Jeg tror ikke jeg har været så ramt siden en gang i midten af 90’erne.
Og vi ved jo alle at det er skide nemt at løbe, når man ikke kan trække vejret gennem næsen!
Men på en eller anden magisk måde har jeg klaret det. Den første uge er gennemført!
Jeg vejer nu kg 93,7 kg.
Og har tabt mig kg 1,3 kg.
Denne blok vil løbende (haha) blive opdateret, umiddelbart en gang om ugen. Jeg har intentioner om at gøre det humoristisk og sarkastisk.
Tak fordi du valgte at bruge tid på at læse med.
