Uge 5: Håbet om lysere tider.

1,1 kg… Ja så er man da næsten, med undtagelse af et enkelt kilo tilbage til udgangspunktet. Fantastisk… Så begynder det da slet ikke at blive hårdt. Nej det skal I da endelig ikke tro.

Jeg holder stadig fast ved at jeg ikke vil ændre på mine madvaner endnu. Det er lidt som om at det der løb ikke bare lige er blevet en skide god vane for mig endnu. Jeg må stadig give min tidligere praktikvejledere ret der sagde at det aldrig blev rigtig sjovt at løbe. Jeg håber inderligt på at jeg en eller anden dag kan gå hen til hende og sige at hun tog fejl, men som det ser ud lige nu, så ser det blot ud som om hun har så evigt ret.

Ugen er gået med dårlige resultater og en pokkers masse banden over at det bare ikke vil gå den rigtige vej.
Jeg har i denne uge også brugt en del tid på at forklare ham at det måske ikke er så skide realistisk at jeg løber et halvmaraton d. 5. maj. Der er så usigeligt få uger til at jeg skal løbe det skide halvmaraton og lige nu er jeg alvorligt bange for at jeg vil blive samlet op af en af de her fejevogne der kører på ruten og samler de svage sjæle der ikke kan gennemføre op.

Det er godt nok blevet min helt store frygt. Så vil jeg meget hellere være en kylling, tage halen mellem benene og bare lade være med at deltage i stedet. Så er der ikke nogen der ser hvor pinlig jeg er.

Opbakningen fra datteren kunne ikke være større. Hun siger hver eneste gang jeg har været ude og løbe at jeg er mega sej og hun syntes at jeg styrer.
Det er nu meget sødt.

Dagen for vejningen nærmede sig og jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere nervøs. Jeg er begyndt at overveje hvorvidt det egentlig er sundt at vores vægt styrer vores tankegang så meget. Jeg tror det ikke.

Nu har jeg været på Nyborg Slot som formidler af middelalderens madkultur, middelalderens lysproduktion og middelalderens sværd og rustninger i tre dage. Det er interessant at tænke over hvordan de mennesker egentlig må have haft det den gang med deres vægt og deres udseende. Jeg tror næppe der er nogen der har ladet sig styre rent mentalt af hvor meget de vejede. Jeg er endvidere ret overbevist om at mennesker fra den gang ville ryste på hovedet af det koncept der hedder at løbe for sjov.
På den anden side kan man så også påstå at der har været langt færre muligheder for at tage voldsomt på i vægt den gang. Der har på den anden side heller ikke været mulighed for at leve ret meget længere end til man var 50 og så var man også gammel.

Vægten. Min nye fjende nr. 1. Jeg bestiger dig. Vær rar at sige noget godt.

Jeg vejer nu 93,5 kg.
Og har tabt mig 0,5 kg.
Ja ja… Det er da bedre end ingenting.

Uge 4: Demotivation og intro-studietur = trælshed.

Ja, fremad gik det, men sidste uges demotivation har godt nok hængt ganske alvorligt ved.
Jeg har været direkte oppe at skændes med mit løbeprogram fordi jeg følte at det satte fuldstændigt urealistiske forventninger til mig. 15 minutters løb… Ja den klarede jeg så ikke lige jo.

Jeg følger dog stadig programmet dog ikke lige helt hvor lang tid jeg skal løbe. Jeg har gået en del fordi det var glat, og jeg har personificeret mit løbeprogram så meget at jeg har følt det var nødvendigt at notere i det at jeg har gået en del af vejen grundet glathed. Ikke nok med at jeg følte jeg skulle skrive i at jeg ikke overholdt det, men jeg har også følt en trang til at forklare hvorfor jeg så ikke har overholdt det.

Tempoet har været for nedadgående og det har virkelig heller ikke sat skub i motivationen. Faktisk var det lidt som om det hele begyndte at gå ned af bakke.

Forklaringen på denne nedgang i engagement, motivation og resultater kan jeg ret præcist sætte fingeren på. Den hedder intro-studietur for de nye socialrådgiverstuderende. Åndssvagt fed tur, søde dejlige mennesker, alt for meget alkohol og alt for meget mad må siges at være det der har knækket kurven.
Personligt fik jeg dog en kende mere gejst, grundet vores fantastiske latterinstruktør Stine der bare gjorde det nemt for mig at grine af det skide løbetræning og de manglende resultater.

Jeg har ikke helt fulgt løbeprogrammet som jeg plejer at gøre. Jeg plejer at holde mine løbeture hellige og der er intet der skal komme i vejen for dem. Men da jeg hjemvendte fra den tur i dag, var jeg overbevist om at hvis jeg så meget som forsøgte at løbe nogle steder ville jeg dratte om af træthed. Det er hvad 1½ times søvn gør ved en det sidste døgn før man skal hjem fra turen.
Det var også bare fordi festen var så fed. Den fortsatte jo til kl. 6.30 onsdag morgen, og det var lidt som om vi skulle op og rydde op og gøre rent fra kl. 9.

Jeg kan dog betrygge jer kære læsere om at jeg stadig kan se nogle resultater. Jeg må bøje mig i støvet og give min kære medtutor og medstuderende ret. Jeg burde faktisk ikke veje mig. Jeg burde måle centimeter et par udvalgte steder på kroppen i stedet. For der er resultaterne stadig tydelige.

Demotivation = trælshed. Ja det skal jeg da lige love for. Min vægt var så tarvelig i dag da jeg stillede mig op på den at jeg slet ikke havde lyst til at snakke med den igen!

Jeg vejer nu 94 kg.
Og har taget 1,1 kg på!!!!
Det var sq da overhovedet ikke spor positivt.

Uge 3: Demotivationens lange arm!

I virkeligheden kan man jo godt påstå at det faktisk går helt fint med det her løberi. Jeg kan se på tiderne at jeg forbedre mig og det er faktisk betragteligt! Men nu har jeg for alvor ramt muren! Jeg er nået det tidspunkt i min kamp hvor det faktisk slet ikke er sjovt med det der lorte-sne og isglatte stier på min ellers meget elskede vold.

Det fantastiske ved volden i Fredericia, er jo at de eneste der ser en løbe (hvad man bemærker i hvert fald) er de andre løbere og de få der lufter deres hunde i dette område. De andre løbere behøver man ikke at bekymre sig om, for de er akkurat lige så grimme som man selv er når man render rundt der. Hundelufterne er, ud fra min erfaring, gode til at give opbakning. Der er et par stykker der har råbt efter mig med opmuntrende tilråb som, hvor er du sej og godt gået. I virkeligheden er det en kende fjollet, for det er lidt som om at det ikke rigtigt virker, når de ikke ved hvor langt man har løbet og hvor langsom man i virkeligheden er.

Efterhånden bliver distancerne også øget, men det er nu ikke mit hovedfokus. Minutterne er det der for alvor tiltrækker mig, og så min gennemsnitshastighed.
Når jeg siger at jeg kan se min hastighed forbedres skal det jo tages ud fra at jeg havde et udgangspunkt på niveau med en skildpadde. Jeg er nok næppe en kanin endnu, men det går da fremad. Tror at jeg efterhånden er opgraderet til at være en lettere hurtig skildpadde hvilket så absolut er bedre end ingenting.

Jeg kan desuden informere om at det er ret svært at holde motivationen høj, når resultaterne udebliver.
Jeg er klar over at jeg ikke har spist specielt sundt denne uge, bevares. Men det er jo også mit udgangspunkt. Jeg skal ikke tænke så meget over hvad jeg putter ind, jeg skal bare have det her løb til at blive en god vane for mig og så om jeg ikke kan nå mit mål uden at gå alt for meget på kompromis med mine levevaner rent madmæssigt.
Men helt ærligt.
Turen på vægten i dag havde hvad der umiddelbart kan kalde et tragikomisk udtryk.
Jeg havde lige været ude og puste blomster som man kalder det når piger går på det der das og kommer meget lettere ud bagefter.
Vægten og jeg blev aldrig rigtig venner den uge.
Jo jo; tabt mig havde jeg da.

Jeg vejer nu: 92,9 kg.
Og har tabt mig: 100 gr.
Det er tilladt at grine en kende!

Tak for at du igen valgte at bruge tid på at læse mit mundlort…

Uge 2: En kold tur!

Ja så nåede vi jo så den anden uge i min personlige kamp! Jeg har jo udvidet min kamp en anelse, som jeg også skrev lidt om sidst. Kampen er ikke længere mod kiloene, men også mod snotten! Ja, det er sq da utroligt; nu er man endelig begyndt på det der motion, og det der med at tænke lidt over hvad man putter i munden, og så bliver man selvfølgelig forkølet. Det er sq da ironi der vil frem i livet!

Og nårh ja, så er det jo også blevet pisse koldt, glat og fyldt med sne! Jeg er klart bedst til at løbe når der ikke er glat og når forholdene er rigtige. Det er som om det lige bliver tanden sværre at motivere sig selv til at løbe når det sner helt vildt meget, eller der bare er helt vildt glat. Jeg har endnu (7-9-13) formået at undgå konceptet i at falde på røv og albuer, men det er godt nok ikke nogen nem opgave. Jeg kæmper nu også mod frygten for at skvatte og ligne en idiot endnu mere end jeg gør i forvejen.

Det er faktisk slet ikke så nemt, det der med at løbe, som de alle sammen gør det til. Og da slet ikke når man samtidig skal kæmpe med en hoste der lyder som om lungerne søger skilsmisse gennem halsen.
Jeg kan ikke lade være med at skænke den ene af mine praktikvejledere en kærlig tanke hver gang jeg går herhjemme og gør mig klar til den næste tur. ”Det bliver aldrig rigtig sjovt at løbe.” Jeg er nok en kende tilbøjelig til at give hende ret. Det må dog også være noget nemmere at have den holdning, når man vejer omkring 50 kg og har samme højde som jeg selv, og man i øvrigt kan spise hvad det passer én fordi ens stofskifte er vanvittigt højt.

Men når jeg render rundt der på volden i Fredericia, er det lidt som om at jeg ikke kan lade være med at give hende ret. Bevares, det er da skøn natur og frisk luft i lungerne, og det er da absolut heller ikke at kimse af, men sjovt er det godt nok ikke. Nu er jeg jo tidligere svømmer på ret højt plan, og der er nok en grund til at det altid har været min foretrukne sportsgren. Når man sveder mens man svømmer er det nemlig så skide smart at det bliver vasket af med det samme. Det er bare ikke rigtigt tilfældet når man løber.

Løb; tjah, der er nok delte holdninger om hvad man kan kalde det jeg laver. Jeg er sikker på at med en gennemsnitshastighed der ville kunne gøre en skildpadde flov, ville en hver anden løber nok tænke at jeg mest af alt gik med den hastighed jeg lægger for dagen.
Jeg har også lagt mærke til at de andre der benytter volden til løb, kigger ret mistænksomt på mig. Jeg er jo ikke lige frem så trimmet som de er.

Det bliver uden tvivl en udfordrende tid jeg går ind i nu. Det nye kuld af håbefulde socialrådgiverstuderende er startet og jeg er tutor. Jeg holder meget af at være tutor og sætter en ære i at gøre mit arbejde som tutor godt og være meget social omkring de nye studerende. Allerede den første dag (altså i dag) har jeg været nødt til at gøre noget uvant; tage tidligt hjem fra Sir Club som vi ynder at besøge. Jeg plejer at være den sidste tutor der smutter; den kunne jeg ikke leve op til i dag.
Men til gengæld kan jeg da være happy over at jeg fik løbet.

Et eller andet sker da der; det kan jeg både se og vægten afslører det da også lidt.

Jeg vejer nu 93 kg.
Og har tabt mig 2 kg.
Tak fordi du endnu en gang valgte at læse med!