onsdag den 18. februar 2015

Okay! Jeg har nu været i gang i noget tid med det her tab-mig-show og jeg oplever, en ny og sær følelse; følelsen af lysten til at gøre det ordenligt. Man kan vel egentlig godt sige at jeg altid har været dybt fanatisk modstander af alt det her sundhedshalløj. Bevares, jeg gik da en del til sport da jeg var yngre, men det er lige som om at da de senere teenageår overtog, overtog en stærk foragt for fysisk aktivitet også. Jeg har prøvet at tabe mig masser af gange, men det er aldrig rigtig lykkes mig, da jeg aldrig sådan rigtigt har følt mig dybt motiveret til det show her. Jeg har altid været fanatisk modstander af at tælle kalorier og veje mad. Jeg syntes det tog glæden fra maden og efterlod den som en smagsløs institutionaliseret klat på min tallerken. Min mormor er mega sej; hun skal have en hofteoperation og fik meldingen, tab dig 10 kg inden maj og så gør vi det der. Den besked fik hun i november sidste år og er nu langt forbi de 10 kg der var ønsket. Og hun gør det ved at tælle kalorier. Jeg blev enig med mig selv om at jeg da lige så godt kunne give det et forsøg også. Så svært kunne det jo heller ikke være når hende den gamle kunne finde ud af det, og hendes resultater taler jo for sig selv; helt uden fysisk aktivitet endda (udover en trilletur med rolatoren når hun bliver stædig nok til det). De første gange man skal handle må jeg indrømme at det tager lang tid; man skal lige sætte sig ind i de der kalorietal og sammenligne en masse forskellige ting for at finde det rigtige. Men når man så har handlet et par gange forestiller jeg mig, at det bliver nemmere, da man så ved hvad det er man går efter. Hvad virker smagsmæssigt og hvad hedder det er sådan relativt essentielle spørgsmål at kunne besvare for at kunne handle hensigtsmæssigt og effektivt. Men jeg kan godt mærke at jeg er ramt af en helt anden stædighed og beslutsomhed end jeg har været tidligere. Jeg vil bare nå mit mål. Jeg kan mærke det når jeg er ude i løbeprogrammet og jeg kan mærke det i forhold til den mad jeg nu vælger at spise. Jeg bliver sundere og klogere på hvad jeg indtager hele tiden og det er på en eller anden speciel måde virkeligt tilfredsstillende. Noget andet der er vildt tilfredsstillende er at stå i morges, blot to dage efter jeg er begyndt at tælle kalorier og konstatere at man kan se der er sket noget i ansigtet, for sjov hoppe på vægten (vejer mig ellers af princip kun en gang om ugen) og konstatere at man på 2 dage har tabt 600 gr. Jeg er klar over at tempoet ikke kommer til at fortsætte, men det her er sq da resultater man kan tage og føle på. Løbeprogrammet er begyndt at være lidt hårdt for mig nu. Jeg kan godt mærke at jeg er i super dårlig form. Jeg indrømmer hermed at jeg synes det er hårdt at løbe 2x2 minutter af et 15 minutters program. Men det skal nok også blive bedre, i takt med at vejret bliver varmere så luften jeg får i lungerne ikke er så skide kold, og i takt med at min kondi bliver bedre og bedre. Hver gang jeg har været ude at løbe tager jeg også lige 30 mavebøjninger, 30 rygbøjninger og 10 armbøjninger. Og ja; jeg er ved at dø og jeg sveder som et svin mens det står på, men jeg gør det af stædighed og lyst til at se rigtige resultater der også strammer maven og bingovingerne lidt op. Når jeg træder ud fra mig selv kan jeg nærmest ikke genkende mig. Sundhedsfreak der snacker gulerødder og peberfrugt og forsager cola og alle den bivirkninger.... Og nårh ja, røg- og dampfri på 1 1/4 år... Hvem er du, og har du bare ædt min gamle tankegang med hud og hår?

onsdag den 4. februar 2015

2015; En ny start på en gammel kamp!

Ja ja. En dag skal vel være den første hvor man ligesom kigger sig selv i spejlet og siger "Hvem er du, og hvad har du gjort ved den mig jeg kendte en gang!" Det er sket for mig nogle gange, men jeg har aldrig rigtig formået at være vedholdende i min indsats. Jeg siger heller ikke at jeg bliver det denne gang, men det er da et forsøg værd. For mig er det der med at tabe sig, åbenbart lidt ligesom det der med at stoppe med at ryge; jeg skal lige tage tilløb en masse gange før det ligesom rigtigt vil lykkes. Jeg har nu været røgfri i over et år, og er kommet frem til at jeg ikke er stoppet med at ryge; jeg er bare ryger på pause. Ingen ved hvor lang pausen er, men lige nu har jeg det meget godt med at have en pause fra den klamme lugt i tøj og på krop (og især i munden; hvordan i en i helvede min mand har kunnet holde mig ud i over 10 år som ryger er mig nu komplet en gåde hvor det før var det mest naturlige i verden). Jeg er ikke ligefrem det man kalder den fitte type må man sige, og da jeg startede denne blog i tidernes morgen, ja der var jeg helt vildt chokeret over min høje vægt. Der er løbet en del vand igennem floden (som man siger, og som billedligt meget godt beskriver det der rent faktisk er sket) siden jeg begyndte denne blog. Jeg har taget en masse på, været på 8-timers kur, blevet gift i en vægt på 96 kg, blevet gravid, har måtte kaste 8-timers kuren over bord i den periode hvor jeg var gravid og ammede, fordi man bare er nødt til at spise på en anden måde, har været et helvede af en fødsel igennem i en vægt af 117 kg og er nu landet på en vægt der siger 106 kg. Jeg har reddet mig en rigtig fin og effektiv bækkenløsning hjem; det har haft en enorm betydning for min vægtforøgelse under min graviditet. Jeg var rigtig smart og tabte mig helt vildt i begyndelsen af min graviditet (læs: jeg havde mega kvalme og kunne slet ikke have lugten af mad. Kastede ikke op, havde bare kvalme og ingen (og jeg mener virkelige INGEN) appetit). Men med bækkenløsningen kom også en stilsiddende Anne, der pludselig fik appetiten igen. Rigtig skidt kombo! Men nu; ja nu har jeg fortsat en bækkenløsning der spænder helt vildt meget ben for min mobilitet, og gør at jeg dagligt er smerteplaget. Det er faktisk hamrende irriterende. Da jeg blev gravid havde jeg et BMI der blev regnet til at være 32. Og lige her kan jeg godt mærke at jeg er lidt hæmmet af mit arbejde. Et BMI på 32!?!?! Det er jo kamphøjt. Det var så her jeg kiggede på min mand og sagde "ja hvis jeg havde været sygemeldt i min egen butik, så havde jeg sq ordineret motion, og lukket for sygedagpengene hvis personen ikke ville tabe sig!" Nu skal der bare ske et eller andet. Jeg har aldrig været fan af det der med fotos, men er nu begyndt at lægge mærke til at der ikke bliver taget nogle billeder af mig sådan rigtigt, fordi jeg beder om at få alle slettet, da jeg bare slet ikke kan holde ud at se mig selv på foto. Det er sq en god indikator for at der skal ske en forandring, og at denne forandring kun kan ske for langsomt. Så jeg er hoppet tilbage på 8-timers kuren. For dem der ikke lige kender den kan jeg kort opsummere: Fordel dine måltider i løbet af 8 sammenhængende timer i døgnet. De restende 16 timer skal der fastes. Det vil sige at der kun må drikkes væske. Jeg har valgt at have min periode hvor jeg fordeler mine måltider fra kl. 12-20, da jeg så kan nå at spise aftensmad med min familie. Til gengæld må jeg selv bestemme hvad min kost skal indeholde. Uden at ændre det fjerneste på det jeg indtager, og uden at dyrke anden motion end at lufte hunden, har jeg indtil videre præsteret at tabe mig omkring 1 kg pr. uge. Så jeg er helt vildt spændt på hvilke resultater den kan føre med sig, når jeg nu også begynder at putte motion ind i mit program. Jeg er begyndt til noget genoptræning i forbindelse med mine problemer med mit bækken; det er bare som om det ikke rigtig giver noget pulsmæssigt. Så nu har jeg taget en beslutning. Jeg vil svømme mindst 1 gang om ugen, og så vil jeg træne mig selv op til at kunne løbe 5 km. Det skal satme kunne lade sig gøre. Heldigvis har jeg en fantastisk mand der støtter mig i alt hvad jeg tænker at jeg vil. Så han giver plads til at jeg kan svømme, og har lovet mig at give mig plads til at komme ud og løbe. Endvidere er han en lille slavepisker der lige får mig til at lave 20 mave- og 20 rygbøjninger en gang i mellem. Så nu er kampen gået ind igen. Jeg glæder mig til at træde ud af 0,1 ton klubben; det er ikke en fantastisk morsom klub at være medlem af, kan jeg hilse at sige. Nu griber jeg dagen, og chancen og insisterer på at det skal være en fest og hamrende sjovt at tabe sig, uden at indgå de alt for voldsomme kompromisser. Yay for mig!

onsdag den 14. marts 2012

Uge 8: Målet der forsvandt med midlet!

Denne uge har været en lille kende af det man kalder røv hamrende irriterende. Et eneste uheld; det var det der skulle til for at målet kom langt længere væk end det hidtil har været. Det var sq da også bare helt vildt hamrende møgbelastende!

Ellers en skide god start på ugen. Var meget høj på konceptet i de 25 minutter jeg lige pludseligt ownede.

Havde set sindssygt meget frem til lørdag, da den skulle stå på festivitas med de oh så skønne, smukke og dejlige tutorer. Og sikke da en fest det blev. Måske tog sentimentaliteten også overhånd en gang eller to, men jeg ved da i hvert fald at jeg grinte, græd og drak som skulle det aldrig ske igen.
Maden var uovertruffen og selskabet er jo fantastisk hver gang uanset hvilke nye tutorer vi får med i gruppen.
Det eneste lidt ambivalente ved denne aften var faktisk at vide at næste gang er det sidste gang man er afsted som tutor. Nye kræfter skal til og jeg skal ud og lege med arbejdsmarkedet, og det er naturens gang og en rigtig fed proces der gør arbejdet på skolen værd at nyde. Men det ændrer nu ikke på at det også bliver lidt underligt, da det er et af de eneste udvalg jeg har været medlem af siden jeg startede på skolen, og også et af de eneste jeg ikke holdt pause fra i praktikken.

Nok om det. Det var lige en tur mere ned af den sentimentale gade.

Løbeprogrammet har måttet så stille siden søndag, da jeg var en kæmpe klovn til den før omtalte fest.
Hvis jeg nu bare havde kunnet sige at det skete i beruset tilstand, så havde jeg nok følt mig lidt mindre dum. Havde jeg kunnet sige at det var sket mens jeg var ude og løbe havde jeg måske været fristet til at mene at det var ok, da det jo var sket i kampens hede. Men nej.
Den kloge smarte og ædru Anne var ovenpå i det hus vi befandt os i, af den simple grund at toilettet var placeret deroppe. Da hun så skal ned til selskabet, klar til at give den max gas, er det ikke at udelukke at hun bliver en kende ivrig og måske får hun endda lidt for meget fart på. Så da hun når det femte nederste trin og står godt og sikkert og skal til at tage det næste skridt, sker der det utroligt irriterende at hun glider ned af de sidste 4 trin.
I forsøget på at tage fra sker der det ekstra uheldige at hun hamrer direkte ind i væggen som er lige nede for enden af denne, efterhånden berømte, trætrappe, der naturligvis er malet med højglans og derefter poleret og har en stigning der ville skræmme selv den bedste tour de france rytter.
Naturligvis med storetåen først, for hænderne havde været for simpelt!

Klog som hun er tænker hun ”den lille detalje forbigår vi lige i stilhed.”
Efter en meget lavmælt banden og svovlen, ja næsten tuden, får hun taget sig sammen og går ind til de andre. Hun fester og hun hygger sig, og ingen bemærker noget.

Næste morgen kommer hun også fint ud i taxaen som allervenligst og til latterlige overpriser, transporterer tre trætte tutorer ind mod banegården. De to pendlere siger farvel og vandrer mod toget.
Man bliver taget godt imod, og bliver nærmest smidt i seng så man kan få sovet og indhentet den meget forsømte aftale man havde med sin dyne.

Man vågner efter et par timer og tænker ”jeg skal jo ud og løbe” i sne og regn, med ømme tæer eller ej, programmet skal dæleme følges.
Efter denne tanke får man, da man forsøger at stå elegant op af sengen, kigget ned på sin tå. Den er så ca. 3 gange så stor som de anden, blå, ja nærmest sort, og har en voldsom skade på neglen.
I det sekund går det op for mig at jeg nok ikke skal ud og løbe denne ellers kønne dag alligevel.

Efter et par af de hurtige hjemmeundersøgelser, ringede jeg til skadestuen for en vurdering af hvorvidt det kunne betale sig at køre derned. Damen mente at det nok var bedst jeg kom og fik taget et lille billede af den tå.
Det viste sig også at være en fin beslutning.
Der har været så meget kræft på mig, at jeg har fået skubbet til en enkelt knogle. De kan ikke helt finde ud af hvor meget der er galt og hvor meget der er at gøre, så indtil videre er jeg plastret godt ind så ”man ikke kan bevæge tåen” (det har så ikke været en mulighed at bevæge den skide tå siden lørdag aften nu, men fred være med damens bekymring), og så skal jeg så til lægen om 14 dage til en vurdering af hvad vi skal gøre ved den hvis det stadig gør ondt. De siger at de kan finde på at brække den på plads; da men siger den slags til mig tænker jeg ”det er sq i orden, så længe i har sørget for at jeg er så bedøvet at jeg ikke mærker noget” og så lægge mig i gips.

Da jeg sidder der og venter på resultatet af mit fine billede slår det mig pludseligt; jeg kan jo ikke løbe med den her tå!
14 dage!!!! Er den dame overhovedet klar over hvor meget 14 dage er hvis jeg på nogen tænkelig måde skal have en chance for at blive klar til det skide halvmaraton?!

Vægten… tjah… har egentlig ikke tænkt så meget over den i denne uge. Det er gået mere op i tå og smerte.

Jeg vejer nu 92,3 kg.
Og jeg har tabt mig 0,2 kg.
Det er vel egentlig ok at det fortsætter ned af selvom jeg sidder med benene oppe.

mandag den 12. marts 2012

Uge 7: Motivation og stædighed holder fast

Jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg er hamrende stolt af mig selv. Jeg var lige ved at tro at det hele skulle være slut og jeg lige så godt kunne opgive det der halvmaraton d. 5. maj. Mand jeg var jo ikke til at drive ud af døren og jeg pev vildt over at skulle afsted. Jeg var faktisk et værre pivedyr!

Men på en eller anden måde fik jeg hevet mig selv op. Op af demotivation og onde cirkler. Ind i løbets verden igen.

Da jeg så i programmet at jeg skulle løbe 25 minutter uden pauser var jeg ved at skvatte ned af stolen rent bogstaveligt. Jeg var overbevist om at dette skulle blive min død. At en eller anden velmenende hundelufter skulle finde mig et sted på volden, død som en sild!

Han grinede faktisk lidt da jeg sagde at jeg skulle løbe 25 minutter. Det troede han sq godt nok heller ikke på at jeg kunne da!

Løbetøjet smøg sig om kroppen. Jeg kan godt selv, hvis jeg ser godt efter, se at der er begyndt at ske noget med min krop; men det er faktisk ikke så tydeligt som jeg ville ønske. Nu er jeg også utålmodig af natur, som jeg er sikker på at de fleste der kender mig, kun kan give mig ret i. Ja, jeg er faktisk typen der ville have det bedst med, at når jeg har besluttet mig for at tabe mig 25 kg, så skal der helst ikke gå meget mere end 7 uger og så skal de være væk.
Jeg er helt klar over at det nok hverken er sundt eller muligt, men det ændrer jo ikke på hvad jeg ville ønske.

Til gengæld kan jeg mærke på min krop at der sker noget i den rigtige retning. Mine knogler, som jeg ikke har haft fysisk kontakt med i flere år er begyndt at dukke op til overfladen. Den meget uheldige delle under barmen, som har sørget for at mine ribben har været ukendt land i nogle år, er næsten helt væk nu, og jeg er begyndt at lære mine ribben at kende igen.
Mit hofteben, som jeg ellers var overbevist om at jeg aldrig ville få at se igen, kan rent faktisk mærkes nu. Det har så også resulteret i at jeg er så stolt, at jeg gladelig beder forskellige mennesker om at mærke lige der, og så er det jo meningen at de skal blive lige så glade for mit genfundne bekendtskab som jeg selv. Det er ikke alle der forstår det, men der er nogle enkelte imellem. Tak for det.

Jeg har erfaret at jeg har dannet mit eget lille heppekor. Det er simpelthen så hyggeligt, og det er virkelig noget der bliver ved med at motivere mig til at komme afsted. Det skal heldigvis ikke fortolkes sådan at jeg ville stoppe med at komme afsted hvis folk ikke heppede, men det er sq rigtig rart.

Datteren er genial. Hun kiggede på mig så sent som i dag, da jeg halsende vendte hjem fra 25 minutters svedig tur til helvede og sagde: ”Mor jeg synes altså det ser ud som om du har tabt 10 kg.” Måtte forklare hende at det så rundt regnet skulle være halvdelen af hendes egen kropsvægt jeg skulle have tabt og spurgte så om hun selv mente at de så ud som om jeg havde tabt en halv Ina; til det var hendes svar blot: ”Mor det er jo lige meget hvor meget du har tabt dig! Du er den smukkeste mor i verden!” Jamen hjertet smeltede da helt. Og synes det er meget fint at pigen har forstået at der er mange måde at være diplomatisk på, og at undgå at svare på et spørgsmål med smiger er helt sikkert en af dem.
Jeg må indrømme at jeg er ved at være nået det punkt, hvor jeg rent faktisk er begyndt at nyde at løbe, mens jeg gør det, og ikke bare bagefter. Det er ret underligt for mig, for jeg har altid været erklæret modstander af at det der løb kan være rart og sjovt. Rigtig sjovt er det ikke blevet endnu, men er også ret overbevist om at det kræver at min hastighed overstiger en konkurrenceskildpaddes. Men jeg er faktisk begyndt at nyde mine ture.
Jeg har også erklæret at volden er blevet min. Jeg har indtaget den, og hvis der er andre der bruger den skal de faktisk helst spørge om lov til det først. Nu har jeg tilfældigvis udsigt til volden fra mit stuevindue og jeg har flere gange taget mig selv i at kigge derop og være lidt fornærmet over at andre mennesker også føler at de har ret til at benytte sig af den.

En erfaring jeg har gjort mig i denne uge er at det er en rigtig dårlig idé at veje sig lige efter man har været ude og løbe.
Heldigvis er den der wii så smart indrettet at man kan lade være med at acceptere den vægt den påstår man har, ved at lade være med at trykke next efter den har målt en.

Jeg vejer nu: 92,5 kg.
Og har tabt mig: 0,5 kg.
Igen.

mandag den 5. marts 2012

Uge 6: Hvordan bryder man onde cirkler?!

Ja så er uge nr. 6 i programmet gået i gang, og jeg kan da godt afsløre at det er meget længe siden jeg har været så træt af verden og af mig selv og min egen fucking stædighed.

Middelalderselskabet har huseret på Nyborg Slot hele uge 8 og det gik såmænd også fint nok med at få overholdt løbet indtil sidste opdatering. Men så var det at det begyndte at være ægte hårdt det her med at glo på børn, høre sig selv sige det samme noget nær en milliard gange og rende rundt på slottet hele dagen.
Min egen stemme kørte simpelthen i ring i mit hoved til sidst: ”Vi har to slags lys her på Nyborg Slot; prinsesselys og ridderlys. Hvilket lys kunne du tænke dig at lave?”, ”I middelalderen havde man ikke ret meget slik, men noget man havde var marcipan. Det var bare rigtig dyrt. Kunne du tænke dig et stykke marcipan?”, ”Ja i middelalderen var det faktisk sejt at have huller i tænderne, for det betød at man havde penge nok til at købe sådan noget som marcipan!”
Suk, suk og suk.

Motivationen til så at finde løbeskoene frem om eftermiddagen i løbet af ugen, har absolut ikke været på sit højeste, for skolen skulle jo også passes, i det mindste til et minimum.
Og selvom jeg vægter det her med at tabe mig og gennemføre et halvmaraton meget højt, så er det lidt som om, at jeg vægter min uddannelse noget højere end det, og det var ligesom hvad der var motivation til at få overstået når sådan en dag på et skide koldt slot var overstået.

Tre dages program endte jeg med at springe over, og jeg var faktisk overbevist om at det ville blive enden på det hele; eller i hvert fald have den konsekvens at jeg var nødt til at gentage en uge af programmet.
Men så skete der et eller andet.
Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på hvad det var, men jeg tror i virkeligheden bare at Sindahl-ånden og den medhørende stædighed hoppede ind over mig som en bølge da ugen på Nyborg Slot var overstået.

Da jeg så at der stod at jeg skulle løbe i 20 minutter var jeg ret sikker på at dette skulle blive min død. 20 minutter. Har jeg sq da ikke løbet siden jeg dyrkede håndbold og svømning er jeg ret sikker på. Og det er alligevel en del år tilbage i tiden!

Så sejeren var meget meget sød da jeg åbnede døren og prøvede at fremkalde et hej fra mine lunger efter endt løbetur i dag.

Det er jo så en af ulemperne ved alt det her løberi. Det er som om man ikke rigtigt kan sige noget når man er færdig med sådan en tur. Så er man faktisk det er kaldes helt færdig det næste kvarters tid.

Han er sq nok ved at få lidt spat af mig.
Jeg er så hamrende fyldt med energi resten af dagen når jeg har været ude og løbe at jeg knapt kan holde mig selv ud bagefter. Jeg synes hele tiden at vi skal lave et eller andet, og jeg kan ikke rigtig finde ro i det der med bare at sætte mig ned og lave ingenting.
Man kunne håbe at det også smittede lidt af på min eksamenslæsning.

Jeg vejer nu: 93 kg.
Og har tabt mig: 0,5 kg.
Tak fordi du endnu en gang læste med.

tirsdag den 28. februar 2012

Uge 5: Håbet om lysere tider.

1,1 kg… Ja så er man da næsten, med undtagelse af et enkelt kilo tilbage til udgangspunktet. Fantastisk… Så begynder det da slet ikke at blive hårdt. Nej det skal I da endelig ikke tro.

Jeg holder stadig fast ved at jeg ikke vil ændre på mine madvaner endnu. Det er lidt som om at det der løb ikke bare lige er blevet en skide god vane for mig endnu. Jeg må stadig give min tidligere praktikvejledere ret der sagde at det aldrig blev rigtig sjovt at løbe. Jeg håber inderligt på at jeg en eller anden dag kan gå hen til hende og sige at hun tog fejl, men som det ser ud lige nu, så ser det blot ud som om hun har så evigt ret.

Ugen er gået med dårlige resultater og en pokkers masse banden over at det bare ikke vil gå den rigtige vej.
Jeg har i denne uge også brugt en del tid på at forklare ham at det måske ikke er så skide realistisk at jeg løber et halvmaraton d. 5. maj. Der er så usigeligt få uger til at jeg skal løbe det skide halvmaraton og lige nu er jeg alvorligt bange for at jeg vil blive samlet op af en af de her fejevogne der kører på ruten og samler de svage sjæle der ikke kan gennemføre op.

Det er godt nok blevet min helt store frygt. Så vil jeg meget hellere være en kylling, tage halen mellem benene og bare lade være med at deltage i stedet. Så er der ikke nogen der ser hvor pinlig jeg er.

Opbakningen fra datteren kunne ikke være større. Hun siger hver eneste gang jeg har været ude og løbe at jeg er mega sej og hun syntes at jeg styrer.
Det er nu meget sødt.

Dagen for vejningen nærmede sig og jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere nervøs. Jeg er begyndt at overveje hvorvidt det egentlig er sundt at vores vægt styrer vores tankegang så meget. Jeg tror det ikke.

Nu har jeg været på Nyborg Slot som formidler af middelalderens madkultur, middelalderens lysproduktion og middelalderens sværd og rustninger i tre dage. Det er interessant at tænke over hvordan de mennesker egentlig må have haft det den gang med deres vægt og deres udseende. Jeg tror næppe der er nogen der har ladet sig styre rent mentalt af hvor meget de vejede. Jeg er endvidere ret overbevist om at mennesker fra den gang ville ryste på hovedet af det koncept der hedder at løbe for sjov.
På den anden side kan man så også påstå at der har været langt færre muligheder for at tage voldsomt på i vægt den gang. Der har på den anden side heller ikke været mulighed for at leve ret meget længere end til man var 50 og så var man også gammel.

Vægten. Min nye fjende nr. 1. Jeg bestiger dig. Vær rar at sige noget godt.

Jeg vejer nu 93,5 kg.
Og har tabt mig 0,5 kg.
Ja ja… Det er da bedre end ingenting.

Uge 4: Demotivation og intro-studietur = trælshed.

Ja, fremad gik det, men sidste uges demotivation har godt nok hængt ganske alvorligt ved.
Jeg har været direkte oppe at skændes med mit løbeprogram fordi jeg følte at det satte fuldstændigt urealistiske forventninger til mig. 15 minutters løb… Ja den klarede jeg så ikke lige jo.

Jeg følger dog stadig programmet dog ikke lige helt hvor lang tid jeg skal løbe. Jeg har gået en del fordi det var glat, og jeg har personificeret mit løbeprogram så meget at jeg har følt det var nødvendigt at notere i det at jeg har gået en del af vejen grundet glathed. Ikke nok med at jeg følte jeg skulle skrive i at jeg ikke overholdt det, men jeg har også følt en trang til at forklare hvorfor jeg så ikke har overholdt det.

Tempoet har været for nedadgående og det har virkelig heller ikke sat skub i motivationen. Faktisk var det lidt som om det hele begyndte at gå ned af bakke.

Forklaringen på denne nedgang i engagement, motivation og resultater kan jeg ret præcist sætte fingeren på. Den hedder intro-studietur for de nye socialrådgiverstuderende. Åndssvagt fed tur, søde dejlige mennesker, alt for meget alkohol og alt for meget mad må siges at være det der har knækket kurven.
Personligt fik jeg dog en kende mere gejst, grundet vores fantastiske latterinstruktør Stine der bare gjorde det nemt for mig at grine af det skide løbetræning og de manglende resultater.

Jeg har ikke helt fulgt løbeprogrammet som jeg plejer at gøre. Jeg plejer at holde mine løbeture hellige og der er intet der skal komme i vejen for dem. Men da jeg hjemvendte fra den tur i dag, var jeg overbevist om at hvis jeg så meget som forsøgte at løbe nogle steder ville jeg dratte om af træthed. Det er hvad 1½ times søvn gør ved en det sidste døgn før man skal hjem fra turen.
Det var også bare fordi festen var så fed. Den fortsatte jo til kl. 6.30 onsdag morgen, og det var lidt som om vi skulle op og rydde op og gøre rent fra kl. 9.

Jeg kan dog betrygge jer kære læsere om at jeg stadig kan se nogle resultater. Jeg må bøje mig i støvet og give min kære medtutor og medstuderende ret. Jeg burde faktisk ikke veje mig. Jeg burde måle centimeter et par udvalgte steder på kroppen i stedet. For der er resultaterne stadig tydelige.

Demotivation = trælshed. Ja det skal jeg da lige love for. Min vægt var så tarvelig i dag da jeg stillede mig op på den at jeg slet ikke havde lyst til at snakke med den igen!

Jeg vejer nu 94 kg.
Og har taget 1,1 kg på!!!!
Det var sq da overhovedet ikke spor positivt.