Okay! Jeg har nu været i gang i noget tid med det her tab-mig-show og jeg oplever, en ny og sær følelse; følelsen af lysten til at gøre det ordenligt. Man kan vel egentlig godt sige at jeg altid har været dybt fanatisk modstander af alt det her sundhedshalløj. Bevares, jeg gik da en del til sport da jeg var yngre, men det er lige som om at da de senere teenageår overtog, overtog en stærk foragt for fysisk aktivitet også. Jeg har prøvet at tabe mig masser af gange, men det er aldrig rigtig lykkes mig, da jeg aldrig sådan rigtigt har følt mig dybt motiveret til det show her. Jeg har altid været fanatisk modstander af at tælle kalorier og veje mad. Jeg syntes det tog glæden fra maden og efterlod den som en smagsløs institutionaliseret klat på min tallerken. Min mormor er mega sej; hun skal have en hofteoperation og fik meldingen, tab dig 10 kg inden maj og så gør vi det der. Den besked fik hun i november sidste år og er nu langt forbi de 10 kg der var ønsket. Og hun gør det ved at tælle kalorier. Jeg blev enig med mig selv om at jeg da lige så godt kunne give det et forsøg også. Så svært kunne det jo heller ikke være når hende den gamle kunne finde ud af det, og hendes resultater taler jo for sig selv; helt uden fysisk aktivitet endda (udover en trilletur med rolatoren når hun bliver stædig nok til det). De første gange man skal handle må jeg indrømme at det tager lang tid; man skal lige sætte sig ind i de der kalorietal og sammenligne en masse forskellige ting for at finde det rigtige. Men når man så har handlet et par gange forestiller jeg mig, at det bliver nemmere, da man så ved hvad det er man går efter. Hvad virker smagsmæssigt og hvad hedder det er sådan relativt essentielle spørgsmål at kunne besvare for at kunne handle hensigtsmæssigt og effektivt. Men jeg kan godt mærke at jeg er ramt af en helt anden stædighed og beslutsomhed end jeg har været tidligere. Jeg vil bare nå mit mål. Jeg kan mærke det når jeg er ude i løbeprogrammet og jeg kan mærke det i forhold til den mad jeg nu vælger at spise. Jeg bliver sundere og klogere på hvad jeg indtager hele tiden og det er på en eller anden speciel måde virkeligt tilfredsstillende. Noget andet der er vildt tilfredsstillende er at stå i morges, blot to dage efter jeg er begyndt at tælle kalorier og konstatere at man kan se der er sket noget i ansigtet, for sjov hoppe på vægten (vejer mig ellers af princip kun en gang om ugen) og konstatere at man på 2 dage har tabt 600 gr. Jeg er klar over at tempoet ikke kommer til at fortsætte, men det her er sq da resultater man kan tage og føle på. Løbeprogrammet er begyndt at være lidt hårdt for mig nu. Jeg kan godt mærke at jeg er i super dårlig form. Jeg indrømmer hermed at jeg synes det er hårdt at løbe 2x2 minutter af et 15 minutters program. Men det skal nok også blive bedre, i takt med at vejret bliver varmere så luften jeg får i lungerne ikke er så skide kold, og i takt med at min kondi bliver bedre og bedre. Hver gang jeg har været ude at løbe tager jeg også lige 30 mavebøjninger, 30 rygbøjninger og 10 armbøjninger. Og ja; jeg er ved at dø og jeg sveder som et svin mens det står på, men jeg gør det af stædighed og lyst til at se rigtige resultater der også strammer maven og bingovingerne lidt op. Når jeg træder ud fra mig selv kan jeg nærmest ikke genkende mig. Sundhedsfreak der snacker gulerødder og peberfrugt og forsager cola og alle den bivirkninger.... Og nårh ja, røg- og dampfri på 1 1/4 år... Hvem er du, og har du bare ædt min gamle tankegang med hud og hår?

2015; En ny start på en gammel kamp!

Ja ja. En dag skal vel være den første hvor man ligesom kigger sig selv i spejlet og siger "Hvem er du, og hvad har du gjort ved den mig jeg kendte en gang!" Det er sket for mig nogle gange, men jeg har aldrig rigtig formået at være vedholdende i min indsats. Jeg siger heller ikke at jeg bliver det denne gang, men det er da et forsøg værd. For mig er det der med at tabe sig, åbenbart lidt ligesom det der med at stoppe med at ryge; jeg skal lige tage tilløb en masse gange før det ligesom rigtigt vil lykkes. Jeg har nu været røgfri i over et år, og er kommet frem til at jeg ikke er stoppet med at ryge; jeg er bare ryger på pause. Ingen ved hvor lang pausen er, men lige nu har jeg det meget godt med at have en pause fra den klamme lugt i tøj og på krop (og især i munden; hvordan i en i helvede min mand har kunnet holde mig ud i over 10 år som ryger er mig nu komplet en gåde hvor det før var det mest naturlige i verden). Jeg er ikke ligefrem det man kalder den fitte type må man sige, og da jeg startede denne blog i tidernes morgen, ja der var jeg helt vildt chokeret over min høje vægt. Der er løbet en del vand igennem floden (som man siger, og som billedligt meget godt beskriver det der rent faktisk er sket) siden jeg begyndte denne blog. Jeg har taget en masse på, været på 8-timers kur, blevet gift i en vægt på 96 kg, blevet gravid, har måtte kaste 8-timers kuren over bord i den periode hvor jeg var gravid og ammede, fordi man bare er nødt til at spise på en anden måde, har været et helvede af en fødsel igennem i en vægt af 117 kg og er nu landet på en vægt der siger 106 kg. Jeg har reddet mig en rigtig fin og effektiv bækkenløsning hjem; det har haft en enorm betydning for min vægtforøgelse under min graviditet. Jeg var rigtig smart og tabte mig helt vildt i begyndelsen af min graviditet (læs: jeg havde mega kvalme og kunne slet ikke have lugten af mad. Kastede ikke op, havde bare kvalme og ingen (og jeg mener virkelige INGEN) appetit). Men med bækkenløsningen kom også en stilsiddende Anne, der pludselig fik appetiten igen. Rigtig skidt kombo! Men nu; ja nu har jeg fortsat en bækkenløsning der spænder helt vildt meget ben for min mobilitet, og gør at jeg dagligt er smerteplaget. Det er faktisk hamrende irriterende. Da jeg blev gravid havde jeg et BMI der blev regnet til at være 32. Og lige her kan jeg godt mærke at jeg er lidt hæmmet af mit arbejde. Et BMI på 32!?!?! Det er jo kamphøjt. Det var så her jeg kiggede på min mand og sagde "ja hvis jeg havde været sygemeldt i min egen butik, så havde jeg sq ordineret motion, og lukket for sygedagpengene hvis personen ikke ville tabe sig!" Nu skal der bare ske et eller andet. Jeg har aldrig været fan af det der med fotos, men er nu begyndt at lægge mærke til at der ikke bliver taget nogle billeder af mig sådan rigtigt, fordi jeg beder om at få alle slettet, da jeg bare slet ikke kan holde ud at se mig selv på foto. Det er sq en god indikator for at der skal ske en forandring, og at denne forandring kun kan ske for langsomt. Så jeg er hoppet tilbage på 8-timers kuren. For dem der ikke lige kender den kan jeg kort opsummere: Fordel dine måltider i løbet af 8 sammenhængende timer i døgnet. De restende 16 timer skal der fastes. Det vil sige at der kun må drikkes væske. Jeg har valgt at have min periode hvor jeg fordeler mine måltider fra kl. 12-20, da jeg så kan nå at spise aftensmad med min familie. Til gengæld må jeg selv bestemme hvad min kost skal indeholde. Uden at ændre det fjerneste på det jeg indtager, og uden at dyrke anden motion end at lufte hunden, har jeg indtil videre præsteret at tabe mig omkring 1 kg pr. uge. Så jeg er helt vildt spændt på hvilke resultater den kan føre med sig, når jeg nu også begynder at putte motion ind i mit program. Jeg er begyndt til noget genoptræning i forbindelse med mine problemer med mit bækken; det er bare som om det ikke rigtig giver noget pulsmæssigt. Så nu har jeg taget en beslutning. Jeg vil svømme mindst 1 gang om ugen, og så vil jeg træne mig selv op til at kunne løbe 5 km. Det skal satme kunne lade sig gøre. Heldigvis har jeg en fantastisk mand der støtter mig i alt hvad jeg tænker at jeg vil. Så han giver plads til at jeg kan svømme, og har lovet mig at give mig plads til at komme ud og løbe. Endvidere er han en lille slavepisker der lige får mig til at lave 20 mave- og 20 rygbøjninger en gang i mellem. Så nu er kampen gået ind igen. Jeg glæder mig til at træde ud af 0,1 ton klubben; det er ikke en fantastisk morsom klub at være medlem af, kan jeg hilse at sige. Nu griber jeg dagen, og chancen og insisterer på at det skal være en fest og hamrende sjovt at tabe sig, uden at indgå de alt for voldsomme kompromisser. Yay for mig!