Uge 8: Målet der forsvandt med midlet!

Denne uge har været en lille kende af det man kalder røv hamrende irriterende. Et eneste uheld; det var det der skulle til for at målet kom langt længere væk end det hidtil har været. Det var sq da også bare helt vildt hamrende møgbelastende!

Ellers en skide god start på ugen. Var meget høj på konceptet i de 25 minutter jeg lige pludseligt ownede.

Havde set sindssygt meget frem til lørdag, da den skulle stå på festivitas med de oh så skønne, smukke og dejlige tutorer. Og sikke da en fest det blev. Måske tog sentimentaliteten også overhånd en gang eller to, men jeg ved da i hvert fald at jeg grinte, græd og drak som skulle det aldrig ske igen.
Maden var uovertruffen og selskabet er jo fantastisk hver gang uanset hvilke nye tutorer vi får med i gruppen.
Det eneste lidt ambivalente ved denne aften var faktisk at vide at næste gang er det sidste gang man er afsted som tutor. Nye kræfter skal til og jeg skal ud og lege med arbejdsmarkedet, og det er naturens gang og en rigtig fed proces der gør arbejdet på skolen værd at nyde. Men det ændrer nu ikke på at det også bliver lidt underligt, da det er et af de eneste udvalg jeg har været medlem af siden jeg startede på skolen, og også et af de eneste jeg ikke holdt pause fra i praktikken.

Nok om det. Det var lige en tur mere ned af den sentimentale gade.

Løbeprogrammet har måttet så stille siden søndag, da jeg var en kæmpe klovn til den før omtalte fest.
Hvis jeg nu bare havde kunnet sige at det skete i beruset tilstand, så havde jeg nok følt mig lidt mindre dum. Havde jeg kunnet sige at det var sket mens jeg var ude og løbe havde jeg måske været fristet til at mene at det var ok, da det jo var sket i kampens hede. Men nej.
Den kloge smarte og ædru Anne var ovenpå i det hus vi befandt os i, af den simple grund at toilettet var placeret deroppe. Da hun så skal ned til selskabet, klar til at give den max gas, er det ikke at udelukke at hun bliver en kende ivrig og måske får hun endda lidt for meget fart på. Så da hun når det femte nederste trin og står godt og sikkert og skal til at tage det næste skridt, sker der det utroligt irriterende at hun glider ned af de sidste 4 trin.
I forsøget på at tage fra sker der det ekstra uheldige at hun hamrer direkte ind i væggen som er lige nede for enden af denne, efterhånden berømte, trætrappe, der naturligvis er malet med højglans og derefter poleret og har en stigning der ville skræmme selv den bedste tour de france rytter.
Naturligvis med storetåen først, for hænderne havde været for simpelt!

Klog som hun er tænker hun ”den lille detalje forbigår vi lige i stilhed.”
Efter en meget lavmælt banden og svovlen, ja næsten tuden, får hun taget sig sammen og går ind til de andre. Hun fester og hun hygger sig, og ingen bemærker noget.

Næste morgen kommer hun også fint ud i taxaen som allervenligst og til latterlige overpriser, transporterer tre trætte tutorer ind mod banegården. De to pendlere siger farvel og vandrer mod toget.
Man bliver taget godt imod, og bliver nærmest smidt i seng så man kan få sovet og indhentet den meget forsømte aftale man havde med sin dyne.

Man vågner efter et par timer og tænker ”jeg skal jo ud og løbe” i sne og regn, med ømme tæer eller ej, programmet skal dæleme følges.
Efter denne tanke får man, da man forsøger at stå elegant op af sengen, kigget ned på sin tå. Den er så ca. 3 gange så stor som de anden, blå, ja nærmest sort, og har en voldsom skade på neglen.
I det sekund går det op for mig at jeg nok ikke skal ud og løbe denne ellers kønne dag alligevel.

Efter et par af de hurtige hjemmeundersøgelser, ringede jeg til skadestuen for en vurdering af hvorvidt det kunne betale sig at køre derned. Damen mente at det nok var bedst jeg kom og fik taget et lille billede af den tå.
Det viste sig også at være en fin beslutning.
Der har været så meget kræft på mig, at jeg har fået skubbet til en enkelt knogle. De kan ikke helt finde ud af hvor meget der er galt og hvor meget der er at gøre, så indtil videre er jeg plastret godt ind så ”man ikke kan bevæge tåen” (det har så ikke været en mulighed at bevæge den skide tå siden lørdag aften nu, men fred være med damens bekymring), og så skal jeg så til lægen om 14 dage til en vurdering af hvad vi skal gøre ved den hvis det stadig gør ondt. De siger at de kan finde på at brække den på plads; da men siger den slags til mig tænker jeg ”det er sq i orden, så længe i har sørget for at jeg er så bedøvet at jeg ikke mærker noget” og så lægge mig i gips.

Da jeg sidder der og venter på resultatet af mit fine billede slår det mig pludseligt; jeg kan jo ikke løbe med den her tå!
14 dage!!!! Er den dame overhovedet klar over hvor meget 14 dage er hvis jeg på nogen tænkelig måde skal have en chance for at blive klar til det skide halvmaraton?!

Vægten… tjah… har egentlig ikke tænkt så meget over den i denne uge. Det er gået mere op i tå og smerte.

Jeg vejer nu 92,3 kg.
Og jeg har tabt mig 0,2 kg.
Det er vel egentlig ok at det fortsætter ned af selvom jeg sidder med benene oppe.

Uge 7: Motivation og stædighed holder fast

Jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg er hamrende stolt af mig selv. Jeg var lige ved at tro at det hele skulle være slut og jeg lige så godt kunne opgive det der halvmaraton d. 5. maj. Mand jeg var jo ikke til at drive ud af døren og jeg pev vildt over at skulle afsted. Jeg var faktisk et værre pivedyr!

Men på en eller anden måde fik jeg hevet mig selv op. Op af demotivation og onde cirkler. Ind i løbets verden igen.

Da jeg så i programmet at jeg skulle løbe 25 minutter uden pauser var jeg ved at skvatte ned af stolen rent bogstaveligt. Jeg var overbevist om at dette skulle blive min død. At en eller anden velmenende hundelufter skulle finde mig et sted på volden, død som en sild!

Han grinede faktisk lidt da jeg sagde at jeg skulle løbe 25 minutter. Det troede han sq godt nok heller ikke på at jeg kunne da!

Løbetøjet smøg sig om kroppen. Jeg kan godt selv, hvis jeg ser godt efter, se at der er begyndt at ske noget med min krop; men det er faktisk ikke så tydeligt som jeg ville ønske. Nu er jeg også utålmodig af natur, som jeg er sikker på at de fleste der kender mig, kun kan give mig ret i. Ja, jeg er faktisk typen der ville have det bedst med, at når jeg har besluttet mig for at tabe mig 25 kg, så skal der helst ikke gå meget mere end 7 uger og så skal de være væk.
Jeg er helt klar over at det nok hverken er sundt eller muligt, men det ændrer jo ikke på hvad jeg ville ønske.

Til gengæld kan jeg mærke på min krop at der sker noget i den rigtige retning. Mine knogler, som jeg ikke har haft fysisk kontakt med i flere år er begyndt at dukke op til overfladen. Den meget uheldige delle under barmen, som har sørget for at mine ribben har været ukendt land i nogle år, er næsten helt væk nu, og jeg er begyndt at lære mine ribben at kende igen.
Mit hofteben, som jeg ellers var overbevist om at jeg aldrig ville få at se igen, kan rent faktisk mærkes nu. Det har så også resulteret i at jeg er så stolt, at jeg gladelig beder forskellige mennesker om at mærke lige der, og så er det jo meningen at de skal blive lige så glade for mit genfundne bekendtskab som jeg selv. Det er ikke alle der forstår det, men der er nogle enkelte imellem. Tak for det.

Jeg har erfaret at jeg har dannet mit eget lille heppekor. Det er simpelthen så hyggeligt, og det er virkelig noget der bliver ved med at motivere mig til at komme afsted. Det skal heldigvis ikke fortolkes sådan at jeg ville stoppe med at komme afsted hvis folk ikke heppede, men det er sq rigtig rart.

Datteren er genial. Hun kiggede på mig så sent som i dag, da jeg halsende vendte hjem fra 25 minutters svedig tur til helvede og sagde: ”Mor jeg synes altså det ser ud som om du har tabt 10 kg.” Måtte forklare hende at det så rundt regnet skulle være halvdelen af hendes egen kropsvægt jeg skulle have tabt og spurgte så om hun selv mente at de så ud som om jeg havde tabt en halv Ina; til det var hendes svar blot: ”Mor det er jo lige meget hvor meget du har tabt dig! Du er den smukkeste mor i verden!” Jamen hjertet smeltede da helt. Og synes det er meget fint at pigen har forstået at der er mange måde at være diplomatisk på, og at undgå at svare på et spørgsmål med smiger er helt sikkert en af dem.
Jeg må indrømme at jeg er ved at være nået det punkt, hvor jeg rent faktisk er begyndt at nyde at løbe, mens jeg gør det, og ikke bare bagefter. Det er ret underligt for mig, for jeg har altid været erklæret modstander af at det der løb kan være rart og sjovt. Rigtig sjovt er det ikke blevet endnu, men er også ret overbevist om at det kræver at min hastighed overstiger en konkurrenceskildpaddes. Men jeg er faktisk begyndt at nyde mine ture.
Jeg har også erklæret at volden er blevet min. Jeg har indtaget den, og hvis der er andre der bruger den skal de faktisk helst spørge om lov til det først. Nu har jeg tilfældigvis udsigt til volden fra mit stuevindue og jeg har flere gange taget mig selv i at kigge derop og være lidt fornærmet over at andre mennesker også føler at de har ret til at benytte sig af den.

En erfaring jeg har gjort mig i denne uge er at det er en rigtig dårlig idé at veje sig lige efter man har været ude og løbe.
Heldigvis er den der wii så smart indrettet at man kan lade være med at acceptere den vægt den påstår man har, ved at lade være med at trykke next efter den har målt en.

Jeg vejer nu: 92,5 kg.
Og har tabt mig: 0,5 kg.
Igen.

Uge 6: Hvordan bryder man onde cirkler?!

Ja så er uge nr. 6 i programmet gået i gang, og jeg kan da godt afsløre at det er meget længe siden jeg har været så træt af verden og af mig selv og min egen fucking stædighed.

Middelalderselskabet har huseret på Nyborg Slot hele uge 8 og det gik såmænd også fint nok med at få overholdt løbet indtil sidste opdatering. Men så var det at det begyndte at være ægte hårdt det her med at glo på børn, høre sig selv sige det samme noget nær en milliard gange og rende rundt på slottet hele dagen.
Min egen stemme kørte simpelthen i ring i mit hoved til sidst: ”Vi har to slags lys her på Nyborg Slot; prinsesselys og ridderlys. Hvilket lys kunne du tænke dig at lave?”, ”I middelalderen havde man ikke ret meget slik, men noget man havde var marcipan. Det var bare rigtig dyrt. Kunne du tænke dig et stykke marcipan?”, ”Ja i middelalderen var det faktisk sejt at have huller i tænderne, for det betød at man havde penge nok til at købe sådan noget som marcipan!”
Suk, suk og suk.

Motivationen til så at finde løbeskoene frem om eftermiddagen i løbet af ugen, har absolut ikke været på sit højeste, for skolen skulle jo også passes, i det mindste til et minimum.
Og selvom jeg vægter det her med at tabe mig og gennemføre et halvmaraton meget højt, så er det lidt som om, at jeg vægter min uddannelse noget højere end det, og det var ligesom hvad der var motivation til at få overstået når sådan en dag på et skide koldt slot var overstået.

Tre dages program endte jeg med at springe over, og jeg var faktisk overbevist om at det ville blive enden på det hele; eller i hvert fald have den konsekvens at jeg var nødt til at gentage en uge af programmet.
Men så skete der et eller andet.
Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på hvad det var, men jeg tror i virkeligheden bare at Sindahl-ånden og den medhørende stædighed hoppede ind over mig som en bølge da ugen på Nyborg Slot var overstået.

Da jeg så at der stod at jeg skulle løbe i 20 minutter var jeg ret sikker på at dette skulle blive min død. 20 minutter. Har jeg sq da ikke løbet siden jeg dyrkede håndbold og svømning er jeg ret sikker på. Og det er alligevel en del år tilbage i tiden!

Så sejeren var meget meget sød da jeg åbnede døren og prøvede at fremkalde et hej fra mine lunger efter endt løbetur i dag.

Det er jo så en af ulemperne ved alt det her løberi. Det er som om man ikke rigtigt kan sige noget når man er færdig med sådan en tur. Så er man faktisk det er kaldes helt færdig det næste kvarters tid.

Han er sq nok ved at få lidt spat af mig.
Jeg er så hamrende fyldt med energi resten af dagen når jeg har været ude og løbe at jeg knapt kan holde mig selv ud bagefter. Jeg synes hele tiden at vi skal lave et eller andet, og jeg kan ikke rigtig finde ro i det der med bare at sætte mig ned og lave ingenting.
Man kunne håbe at det også smittede lidt af på min eksamenslæsning.

Jeg vejer nu: 93 kg.
Og har tabt mig: 0,5 kg.
Tak fordi du endnu en gang læste med.

Uge 5: Håbet om lysere tider.

1,1 kg… Ja så er man da næsten, med undtagelse af et enkelt kilo tilbage til udgangspunktet. Fantastisk… Så begynder det da slet ikke at blive hårdt. Nej det skal I da endelig ikke tro.

Jeg holder stadig fast ved at jeg ikke vil ændre på mine madvaner endnu. Det er lidt som om at det der løb ikke bare lige er blevet en skide god vane for mig endnu. Jeg må stadig give min tidligere praktikvejledere ret der sagde at det aldrig blev rigtig sjovt at løbe. Jeg håber inderligt på at jeg en eller anden dag kan gå hen til hende og sige at hun tog fejl, men som det ser ud lige nu, så ser det blot ud som om hun har så evigt ret.

Ugen er gået med dårlige resultater og en pokkers masse banden over at det bare ikke vil gå den rigtige vej.
Jeg har i denne uge også brugt en del tid på at forklare ham at det måske ikke er så skide realistisk at jeg løber et halvmaraton d. 5. maj. Der er så usigeligt få uger til at jeg skal løbe det skide halvmaraton og lige nu er jeg alvorligt bange for at jeg vil blive samlet op af en af de her fejevogne der kører på ruten og samler de svage sjæle der ikke kan gennemføre op.

Det er godt nok blevet min helt store frygt. Så vil jeg meget hellere være en kylling, tage halen mellem benene og bare lade være med at deltage i stedet. Så er der ikke nogen der ser hvor pinlig jeg er.

Opbakningen fra datteren kunne ikke være større. Hun siger hver eneste gang jeg har været ude og løbe at jeg er mega sej og hun syntes at jeg styrer.
Det er nu meget sødt.

Dagen for vejningen nærmede sig og jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere nervøs. Jeg er begyndt at overveje hvorvidt det egentlig er sundt at vores vægt styrer vores tankegang så meget. Jeg tror det ikke.

Nu har jeg været på Nyborg Slot som formidler af middelalderens madkultur, middelalderens lysproduktion og middelalderens sværd og rustninger i tre dage. Det er interessant at tænke over hvordan de mennesker egentlig må have haft det den gang med deres vægt og deres udseende. Jeg tror næppe der er nogen der har ladet sig styre rent mentalt af hvor meget de vejede. Jeg er endvidere ret overbevist om at mennesker fra den gang ville ryste på hovedet af det koncept der hedder at løbe for sjov.
På den anden side kan man så også påstå at der har været langt færre muligheder for at tage voldsomt på i vægt den gang. Der har på den anden side heller ikke været mulighed for at leve ret meget længere end til man var 50 og så var man også gammel.

Vægten. Min nye fjende nr. 1. Jeg bestiger dig. Vær rar at sige noget godt.

Jeg vejer nu 93,5 kg.
Og har tabt mig 0,5 kg.
Ja ja… Det er da bedre end ingenting.

Uge 4: Demotivation og intro-studietur = trælshed.

Ja, fremad gik det, men sidste uges demotivation har godt nok hængt ganske alvorligt ved.
Jeg har været direkte oppe at skændes med mit løbeprogram fordi jeg følte at det satte fuldstændigt urealistiske forventninger til mig. 15 minutters løb… Ja den klarede jeg så ikke lige jo.

Jeg følger dog stadig programmet dog ikke lige helt hvor lang tid jeg skal løbe. Jeg har gået en del fordi det var glat, og jeg har personificeret mit løbeprogram så meget at jeg har følt det var nødvendigt at notere i det at jeg har gået en del af vejen grundet glathed. Ikke nok med at jeg følte jeg skulle skrive i at jeg ikke overholdt det, men jeg har også følt en trang til at forklare hvorfor jeg så ikke har overholdt det.

Tempoet har været for nedadgående og det har virkelig heller ikke sat skub i motivationen. Faktisk var det lidt som om det hele begyndte at gå ned af bakke.

Forklaringen på denne nedgang i engagement, motivation og resultater kan jeg ret præcist sætte fingeren på. Den hedder intro-studietur for de nye socialrådgiverstuderende. Åndssvagt fed tur, søde dejlige mennesker, alt for meget alkohol og alt for meget mad må siges at være det der har knækket kurven.
Personligt fik jeg dog en kende mere gejst, grundet vores fantastiske latterinstruktør Stine der bare gjorde det nemt for mig at grine af det skide løbetræning og de manglende resultater.

Jeg har ikke helt fulgt løbeprogrammet som jeg plejer at gøre. Jeg plejer at holde mine løbeture hellige og der er intet der skal komme i vejen for dem. Men da jeg hjemvendte fra den tur i dag, var jeg overbevist om at hvis jeg så meget som forsøgte at løbe nogle steder ville jeg dratte om af træthed. Det er hvad 1½ times søvn gør ved en det sidste døgn før man skal hjem fra turen.
Det var også bare fordi festen var så fed. Den fortsatte jo til kl. 6.30 onsdag morgen, og det var lidt som om vi skulle op og rydde op og gøre rent fra kl. 9.

Jeg kan dog betrygge jer kære læsere om at jeg stadig kan se nogle resultater. Jeg må bøje mig i støvet og give min kære medtutor og medstuderende ret. Jeg burde faktisk ikke veje mig. Jeg burde måle centimeter et par udvalgte steder på kroppen i stedet. For der er resultaterne stadig tydelige.

Demotivation = trælshed. Ja det skal jeg da lige love for. Min vægt var så tarvelig i dag da jeg stillede mig op på den at jeg slet ikke havde lyst til at snakke med den igen!

Jeg vejer nu 94 kg.
Og har taget 1,1 kg på!!!!
Det var sq da overhovedet ikke spor positivt.

Uge 3: Demotivationens lange arm!

I virkeligheden kan man jo godt påstå at det faktisk går helt fint med det her løberi. Jeg kan se på tiderne at jeg forbedre mig og det er faktisk betragteligt! Men nu har jeg for alvor ramt muren! Jeg er nået det tidspunkt i min kamp hvor det faktisk slet ikke er sjovt med det der lorte-sne og isglatte stier på min ellers meget elskede vold.

Det fantastiske ved volden i Fredericia, er jo at de eneste der ser en løbe (hvad man bemærker i hvert fald) er de andre løbere og de få der lufter deres hunde i dette område. De andre løbere behøver man ikke at bekymre sig om, for de er akkurat lige så grimme som man selv er når man render rundt der. Hundelufterne er, ud fra min erfaring, gode til at give opbakning. Der er et par stykker der har råbt efter mig med opmuntrende tilråb som, hvor er du sej og godt gået. I virkeligheden er det en kende fjollet, for det er lidt som om at det ikke rigtigt virker, når de ikke ved hvor langt man har løbet og hvor langsom man i virkeligheden er.

Efterhånden bliver distancerne også øget, men det er nu ikke mit hovedfokus. Minutterne er det der for alvor tiltrækker mig, og så min gennemsnitshastighed.
Når jeg siger at jeg kan se min hastighed forbedres skal det jo tages ud fra at jeg havde et udgangspunkt på niveau med en skildpadde. Jeg er nok næppe en kanin endnu, men det går da fremad. Tror at jeg efterhånden er opgraderet til at være en lettere hurtig skildpadde hvilket så absolut er bedre end ingenting.

Jeg kan desuden informere om at det er ret svært at holde motivationen høj, når resultaterne udebliver.
Jeg er klar over at jeg ikke har spist specielt sundt denne uge, bevares. Men det er jo også mit udgangspunkt. Jeg skal ikke tænke så meget over hvad jeg putter ind, jeg skal bare have det her løb til at blive en god vane for mig og så om jeg ikke kan nå mit mål uden at gå alt for meget på kompromis med mine levevaner rent madmæssigt.
Men helt ærligt.
Turen på vægten i dag havde hvad der umiddelbart kan kalde et tragikomisk udtryk.
Jeg havde lige været ude og puste blomster som man kalder det når piger går på det der das og kommer meget lettere ud bagefter.
Vægten og jeg blev aldrig rigtig venner den uge.
Jo jo; tabt mig havde jeg da.

Jeg vejer nu: 92,9 kg.
Og har tabt mig: 100 gr.
Det er tilladt at grine en kende!

Tak for at du igen valgte at bruge tid på at læse mit mundlort…

Uge 2: En kold tur!

Ja så nåede vi jo så den anden uge i min personlige kamp! Jeg har jo udvidet min kamp en anelse, som jeg også skrev lidt om sidst. Kampen er ikke længere mod kiloene, men også mod snotten! Ja, det er sq da utroligt; nu er man endelig begyndt på det der motion, og det der med at tænke lidt over hvad man putter i munden, og så bliver man selvfølgelig forkølet. Det er sq da ironi der vil frem i livet!

Og nårh ja, så er det jo også blevet pisse koldt, glat og fyldt med sne! Jeg er klart bedst til at løbe når der ikke er glat og når forholdene er rigtige. Det er som om det lige bliver tanden sværre at motivere sig selv til at løbe når det sner helt vildt meget, eller der bare er helt vildt glat. Jeg har endnu (7-9-13) formået at undgå konceptet i at falde på røv og albuer, men det er godt nok ikke nogen nem opgave. Jeg kæmper nu også mod frygten for at skvatte og ligne en idiot endnu mere end jeg gør i forvejen.

Det er faktisk slet ikke så nemt, det der med at løbe, som de alle sammen gør det til. Og da slet ikke når man samtidig skal kæmpe med en hoste der lyder som om lungerne søger skilsmisse gennem halsen.
Jeg kan ikke lade være med at skænke den ene af mine praktikvejledere en kærlig tanke hver gang jeg går herhjemme og gør mig klar til den næste tur. ”Det bliver aldrig rigtig sjovt at løbe.” Jeg er nok en kende tilbøjelig til at give hende ret. Det må dog også være noget nemmere at have den holdning, når man vejer omkring 50 kg og har samme højde som jeg selv, og man i øvrigt kan spise hvad det passer én fordi ens stofskifte er vanvittigt højt.

Men når jeg render rundt der på volden i Fredericia, er det lidt som om at jeg ikke kan lade være med at give hende ret. Bevares, det er da skøn natur og frisk luft i lungerne, og det er da absolut heller ikke at kimse af, men sjovt er det godt nok ikke. Nu er jeg jo tidligere svømmer på ret højt plan, og der er nok en grund til at det altid har været min foretrukne sportsgren. Når man sveder mens man svømmer er det nemlig så skide smart at det bliver vasket af med det samme. Det er bare ikke rigtigt tilfældet når man løber.

Løb; tjah, der er nok delte holdninger om hvad man kan kalde det jeg laver. Jeg er sikker på at med en gennemsnitshastighed der ville kunne gøre en skildpadde flov, ville en hver anden løber nok tænke at jeg mest af alt gik med den hastighed jeg lægger for dagen.
Jeg har også lagt mærke til at de andre der benytter volden til løb, kigger ret mistænksomt på mig. Jeg er jo ikke lige frem så trimmet som de er.

Det bliver uden tvivl en udfordrende tid jeg går ind i nu. Det nye kuld af håbefulde socialrådgiverstuderende er startet og jeg er tutor. Jeg holder meget af at være tutor og sætter en ære i at gøre mit arbejde som tutor godt og være meget social omkring de nye studerende. Allerede den første dag (altså i dag) har jeg været nødt til at gøre noget uvant; tage tidligt hjem fra Sir Club som vi ynder at besøge. Jeg plejer at være den sidste tutor der smutter; den kunne jeg ikke leve op til i dag.
Men til gengæld kan jeg da være happy over at jeg fik løbet.

Et eller andet sker da der; det kan jeg både se og vægten afslører det da også lidt.

Jeg vejer nu 93 kg.
Og har tabt mig 2 kg.
Tak fordi du endnu en gang valgte at læse med!

Uge 1: En brat opvågning!

En dag er man nødt til at vågne, se realiteterne i øjnene, sprænge de faste rammer og skabe nye og bedre vaner!

Titlen på denne uges blok, som nu også er den første i en længere kavalkade, er en sætning, der ganske godt beskriver det der skete med mig for snart en uge siden.
Jeg vågnede (ja ganske brat endda) med vildt ondt i halsen, og havde det som om der var en skovhugger der havde rullet store træstammer i min hals og gane hele natten. Jeg vendte mig om for at sige godmorgen, og så lå han bare der, kiggede på mig og sagde iskoldt ”Du har snorket hele natten!”
Du har snorket hele natten! Det var første gang i mit liv jeg hørte den sætning. Jeg er 27 år, og jeg har, med ganske få undtagelser af søvn-snak, altid, og jeg mener virkelig altid, været en lydløs sover. Ingen tænderskæren, ingen snorken, ingenting! Og så siger han bare at jeg har snorket! Hvad bilder han sig i grunden ind?
I min verden er det kun mænd (i alle aldre) og midaldrende damer der snorker. Godt nok kommer jeg tættere og tættere på 30, men midaldrende det er jeg satme ikke!
Sagen bliver på ingen måde bedre da han derefter kigger på mig og igen, iskoldt, siger ”Det har du altså gjort det sidste halve år!”
Der var det lige før at der røg en lige højre igennem luften! Hvad bilder han sig ind?? Et halvt år, og det er ført nu han kommentere det. Dette er stadig et mysterium for mig; jeg mener, jeg brokker mig da højlydt og tydeligt over hans snorken meget tæt på hver dag! Hvorfor har han så ikke givet igen??

Weekenden nærmede sig, og det var tid til at få syet en ny middelalder-underkjole (argh! Jeg er blevet den nørdede overvægtige pige! Hvilken kliché!). Mønsteret skulle konstrueres fra bunden, og det er noget der tager tid. Sådan en tætsiddende 1400-tals underkjole er rigtig fin når den er færdig, men forarbejdet tager altså nogle timer.
Sådan en bygning af mønster er god til rigtig mange ting.
Et skænderi med manden der egentlig bare forsøger at hjælpe f.eks. Bevares; jeg er da godt klar over at det er ham der har den matematiske og geometriske forståelse der skal til for at konstruere sådan et mønster fra bunden; altså fornuftsmæssigt! Men hvorfor skal det være så skide svært at forstå for os der er lidt mere humanistisk orienteret??
En anden ting sådan en konstruktion af et mønster er god til, er at få en til at kigge sig selv i spejlet… rigtig mange gange… i alt i rigtig mange timer (1½ time, men det føltes som 150).
Spejlet… Et af de instrumenter i huset som man er overbevist om lyver for én!
Når man nu står der så lang tid, så får man også kigget rimeligt indgående… Og det er som om at man på et eller andet tidspunkt må indse at når alle andre ikke tager 10 kg på af at stille sig foran spejlet, så gør man det nok heller ikke selv… Så er det nok bare… sådan man ser ud!

Jeg brugte en dags tid på at gå og skule til mit wii-fit-board der har sådan noget indbygget vægt noget. Grunden til at jeg valgte at bruge denne maskine, er at det faktisk er den mest pålidelige vægt vi har her i huset.
Da jeg bestemte mig for at vi var blevet så fortrolige at vi kunne tage det næste skridt, satte jeg det her spil på. Et spil der hedder Wii-fit-plus. Dette vil jeg komme nærmere ind på om lidt.
Jeg tændte maskineriet.
Det første der sker er at jeg finder ud af at jeg har stillet mig for tæt på fjernsynet, for det var da lige før jeg at væltede bagover da dette fantastiske spil, fortæller mig at det er intet mindre end 178 dage siden jeg har været på.
Hvorfor holder den styr på det??
Nåh; næste step er så en gennemgang af kroppen. Vægt og balancepunkt. Balancepunktet ser fint ud. Og nu er det så at det skæbnesvangre øjeblik skal indtræffe; den fortæller mig min vægt.
Spillet er uden tvivl skabt til at give en dårlig samvittighed. Den deler din vægt op i 4 kategorier; undervægtig, ideal, overvægtig og fed! Ærligt og direkte må man sige. Når den så vil vise dig hvordan det står til med din krop så starter din lille Mii (en nydeligt formet lille figur med et usandsynligt stort hoved) med at være helt undervægtig, og så er der ellers en streg der bevæger sig opad. Det er meget fint og motiverende, problematikken indtræffer når din Mii, i takt med at denne streg bevæger sig hastigt opad, tager på i vægt.

95 kg!
Ja det er så udgangspunktet. Det var et noget større slag i hovedet end først kalkuleret. Jeg vidste godt den var gal; men så gal!?!

Så ender man med at stå i fakta og handle ind til aftensmaden, for verden står jo ikke stille blot fordi du går rundt og har en identitetskrise med din vægt.
I en sådan butik kan mange ting forekomme. For mit vedkommende skete der det denne dag, at jeg, ret bogstaveligt, falder over en af de her reoler der er fyldt op med ting man slet ikke anede at man havde brug for.
På denne reol, denne fine dag i januar, står der sådan et hav af de her ”det-har-lige-været-jul-og-nu-skal-vi-tjene-på-din-dårlige-samvittighed-over-at-have-spist-for-meget” bøger og andet tilbehør. Blot af ren nysgerrighed kigger jeg. Og hvad skuer mit øje. En fin lille bog. En bog om løb. Den absolut billigste sportsgren i min optik, og også på mange måder den mest fleksible.
Vi får øjenkontakt, bogen og jeg, og bliver enige om at jeg hellere må tage den ned, for at se hvad det er for en størrelse. Omme bagpå er der fint beskrevet hvad bogen indeholder; ”Desuden indeholder bogen løbeprogrammer til ethvert niveau.” Se det var nok det der solgte mig! Vi blev enige om at jeg nok hellere måtte tage den med hjem.

Da man så kommer hjem kigger han bare på en, med det her meget opgivende blik i øjnene der meget tydeligt udtrykker ”Nu har du igen brugt penge på et eller andet fuldstædigt håbløst.” Og mig der ellers var så glad. Jeg skuler olmt tilbage og tager bogen med i seng samme aften. Vi når faktisk at få opbygget et ret tæt forhold denne bog og jeg.
Ikke at der egentlig står ret meget jeg ikke vidste i forvejen; ”du får et bedre helbred af at løbe”, NO SHIT SHERLOCK! Men den har noget som jeg har trængt til meget længe. Løbeprogrammer som virker realistiske for sådan en håbløs nybegynder som jeg.

Han må have sovet på det, for næste dag, da han er ved at træde på bogen, da han nærmest vælter ud af sengen, kigger han kort på den, og derefter direkte på mig og siger ”Godt så… Så lad os prøve det.”
Som om han havde et valg. Jeg havde jo ikke taget kvitteringen med da jeg handlede.
Efter en lille times tid kigger han igen på mig (hmm… han har det egentlig med at sige nogle ret voldsomme ting i løbet af sådan en dag…) og siger så roligt som jeg nogensinde har oplevet: ”Det er nok meget godt, for vi skal jo løbe halvmaraton her i maj. Husker du at vi købte billetter i oktober?!”
ÅH GUD! Ikke nok med at jeg skal starte helt fra bunden og arbejde mig op med det her motionspjat, og at jeg har rigtig mange kilo jeg skal tabe; nu har jeg fandeme også en deadline på hvornår jeg skal være i stand til at løbe et halvmaraton… 15 uger!! Det bliver fuldstændig vildt det her.

Målet er at tabe 25 kg og jeg har givet mig selv deadline i august 2013.
Jeg synes faktisk selv det virker rimeligt realistisk.

Men for satan det er hårdt det her løben!
Og så, selvfølgelig, lige før jeg har gennemført den første uge af mit træningsprogram, bliver jeg snot hamrende forkølet. Jeg tror ikke jeg har været så ramt siden en gang i midten af 90’erne.
Og vi ved jo alle at det er skide nemt at løbe, når man ikke kan trække vejret gennem næsen!

Men på en eller anden magisk måde har jeg klaret det. Den første uge er gennemført!

Jeg vejer nu kg 93,7 kg.
Og har tabt mig kg 1,3 kg.

Denne blok vil løbende (haha) blive opdateret, umiddelbart en gang om ugen. Jeg har intentioner om at gøre det humoristisk og sarkastisk.

Tak fordi du valgte at bruge tid på at læse med.