Uge 8: Målet der forsvandt med midlet!

Denne uge har været en lille kende af det man kalder røv hamrende irriterende. Et eneste uheld; det var det der skulle til for at målet kom langt længere væk end det hidtil har været. Det var sq da også bare helt vildt hamrende møgbelastende!

Ellers en skide god start på ugen. Var meget høj på konceptet i de 25 minutter jeg lige pludseligt ownede.

Havde set sindssygt meget frem til lørdag, da den skulle stå på festivitas med de oh så skønne, smukke og dejlige tutorer. Og sikke da en fest det blev. Måske tog sentimentaliteten også overhånd en gang eller to, men jeg ved da i hvert fald at jeg grinte, græd og drak som skulle det aldrig ske igen.
Maden var uovertruffen og selskabet er jo fantastisk hver gang uanset hvilke nye tutorer vi får med i gruppen.
Det eneste lidt ambivalente ved denne aften var faktisk at vide at næste gang er det sidste gang man er afsted som tutor. Nye kræfter skal til og jeg skal ud og lege med arbejdsmarkedet, og det er naturens gang og en rigtig fed proces der gør arbejdet på skolen værd at nyde. Men det ændrer nu ikke på at det også bliver lidt underligt, da det er et af de eneste udvalg jeg har været medlem af siden jeg startede på skolen, og også et af de eneste jeg ikke holdt pause fra i praktikken.

Nok om det. Det var lige en tur mere ned af den sentimentale gade.

Løbeprogrammet har måttet så stille siden søndag, da jeg var en kæmpe klovn til den før omtalte fest.
Hvis jeg nu bare havde kunnet sige at det skete i beruset tilstand, så havde jeg nok følt mig lidt mindre dum. Havde jeg kunnet sige at det var sket mens jeg var ude og løbe havde jeg måske været fristet til at mene at det var ok, da det jo var sket i kampens hede. Men nej.
Den kloge smarte og ædru Anne var ovenpå i det hus vi befandt os i, af den simple grund at toilettet var placeret deroppe. Da hun så skal ned til selskabet, klar til at give den max gas, er det ikke at udelukke at hun bliver en kende ivrig og måske får hun endda lidt for meget fart på. Så da hun når det femte nederste trin og står godt og sikkert og skal til at tage det næste skridt, sker der det utroligt irriterende at hun glider ned af de sidste 4 trin.
I forsøget på at tage fra sker der det ekstra uheldige at hun hamrer direkte ind i væggen som er lige nede for enden af denne, efterhånden berømte, trætrappe, der naturligvis er malet med højglans og derefter poleret og har en stigning der ville skræmme selv den bedste tour de france rytter.
Naturligvis med storetåen først, for hænderne havde været for simpelt!

Klog som hun er tænker hun ”den lille detalje forbigår vi lige i stilhed.”
Efter en meget lavmælt banden og svovlen, ja næsten tuden, får hun taget sig sammen og går ind til de andre. Hun fester og hun hygger sig, og ingen bemærker noget.

Næste morgen kommer hun også fint ud i taxaen som allervenligst og til latterlige overpriser, transporterer tre trætte tutorer ind mod banegården. De to pendlere siger farvel og vandrer mod toget.
Man bliver taget godt imod, og bliver nærmest smidt i seng så man kan få sovet og indhentet den meget forsømte aftale man havde med sin dyne.

Man vågner efter et par timer og tænker ”jeg skal jo ud og løbe” i sne og regn, med ømme tæer eller ej, programmet skal dæleme følges.
Efter denne tanke får man, da man forsøger at stå elegant op af sengen, kigget ned på sin tå. Den er så ca. 3 gange så stor som de anden, blå, ja nærmest sort, og har en voldsom skade på neglen.
I det sekund går det op for mig at jeg nok ikke skal ud og løbe denne ellers kønne dag alligevel.

Efter et par af de hurtige hjemmeundersøgelser, ringede jeg til skadestuen for en vurdering af hvorvidt det kunne betale sig at køre derned. Damen mente at det nok var bedst jeg kom og fik taget et lille billede af den tå.
Det viste sig også at være en fin beslutning.
Der har været så meget kræft på mig, at jeg har fået skubbet til en enkelt knogle. De kan ikke helt finde ud af hvor meget der er galt og hvor meget der er at gøre, så indtil videre er jeg plastret godt ind så ”man ikke kan bevæge tåen” (det har så ikke været en mulighed at bevæge den skide tå siden lørdag aften nu, men fred være med damens bekymring), og så skal jeg så til lægen om 14 dage til en vurdering af hvad vi skal gøre ved den hvis det stadig gør ondt. De siger at de kan finde på at brække den på plads; da men siger den slags til mig tænker jeg ”det er sq i orden, så længe i har sørget for at jeg er så bedøvet at jeg ikke mærker noget” og så lægge mig i gips.

Da jeg sidder der og venter på resultatet af mit fine billede slår det mig pludseligt; jeg kan jo ikke løbe med den her tå!
14 dage!!!! Er den dame overhovedet klar over hvor meget 14 dage er hvis jeg på nogen tænkelig måde skal have en chance for at blive klar til det skide halvmaraton?!

Vægten… tjah… har egentlig ikke tænkt så meget over den i denne uge. Det er gået mere op i tå og smerte.

Jeg vejer nu 92,3 kg.
Og jeg har tabt mig 0,2 kg.
Det er vel egentlig ok at det fortsætter ned af selvom jeg sidder med benene oppe.

Uge 7: Motivation og stædighed holder fast

Jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg er hamrende stolt af mig selv. Jeg var lige ved at tro at det hele skulle være slut og jeg lige så godt kunne opgive det der halvmaraton d. 5. maj. Mand jeg var jo ikke til at drive ud af døren og jeg pev vildt over at skulle afsted. Jeg var faktisk et værre pivedyr!

Men på en eller anden måde fik jeg hevet mig selv op. Op af demotivation og onde cirkler. Ind i løbets verden igen.

Da jeg så i programmet at jeg skulle løbe 25 minutter uden pauser var jeg ved at skvatte ned af stolen rent bogstaveligt. Jeg var overbevist om at dette skulle blive min død. At en eller anden velmenende hundelufter skulle finde mig et sted på volden, død som en sild!

Han grinede faktisk lidt da jeg sagde at jeg skulle løbe 25 minutter. Det troede han sq godt nok heller ikke på at jeg kunne da!

Løbetøjet smøg sig om kroppen. Jeg kan godt selv, hvis jeg ser godt efter, se at der er begyndt at ske noget med min krop; men det er faktisk ikke så tydeligt som jeg ville ønske. Nu er jeg også utålmodig af natur, som jeg er sikker på at de fleste der kender mig, kun kan give mig ret i. Ja, jeg er faktisk typen der ville have det bedst med, at når jeg har besluttet mig for at tabe mig 25 kg, så skal der helst ikke gå meget mere end 7 uger og så skal de være væk.
Jeg er helt klar over at det nok hverken er sundt eller muligt, men det ændrer jo ikke på hvad jeg ville ønske.

Til gengæld kan jeg mærke på min krop at der sker noget i den rigtige retning. Mine knogler, som jeg ikke har haft fysisk kontakt med i flere år er begyndt at dukke op til overfladen. Den meget uheldige delle under barmen, som har sørget for at mine ribben har været ukendt land i nogle år, er næsten helt væk nu, og jeg er begyndt at lære mine ribben at kende igen.
Mit hofteben, som jeg ellers var overbevist om at jeg aldrig ville få at se igen, kan rent faktisk mærkes nu. Det har så også resulteret i at jeg er så stolt, at jeg gladelig beder forskellige mennesker om at mærke lige der, og så er det jo meningen at de skal blive lige så glade for mit genfundne bekendtskab som jeg selv. Det er ikke alle der forstår det, men der er nogle enkelte imellem. Tak for det.

Jeg har erfaret at jeg har dannet mit eget lille heppekor. Det er simpelthen så hyggeligt, og det er virkelig noget der bliver ved med at motivere mig til at komme afsted. Det skal heldigvis ikke fortolkes sådan at jeg ville stoppe med at komme afsted hvis folk ikke heppede, men det er sq rigtig rart.

Datteren er genial. Hun kiggede på mig så sent som i dag, da jeg halsende vendte hjem fra 25 minutters svedig tur til helvede og sagde: ”Mor jeg synes altså det ser ud som om du har tabt 10 kg.” Måtte forklare hende at det så rundt regnet skulle være halvdelen af hendes egen kropsvægt jeg skulle have tabt og spurgte så om hun selv mente at de så ud som om jeg havde tabt en halv Ina; til det var hendes svar blot: ”Mor det er jo lige meget hvor meget du har tabt dig! Du er den smukkeste mor i verden!” Jamen hjertet smeltede da helt. Og synes det er meget fint at pigen har forstået at der er mange måde at være diplomatisk på, og at undgå at svare på et spørgsmål med smiger er helt sikkert en af dem.
Jeg må indrømme at jeg er ved at være nået det punkt, hvor jeg rent faktisk er begyndt at nyde at løbe, mens jeg gør det, og ikke bare bagefter. Det er ret underligt for mig, for jeg har altid været erklæret modstander af at det der løb kan være rart og sjovt. Rigtig sjovt er det ikke blevet endnu, men er også ret overbevist om at det kræver at min hastighed overstiger en konkurrenceskildpaddes. Men jeg er faktisk begyndt at nyde mine ture.
Jeg har også erklæret at volden er blevet min. Jeg har indtaget den, og hvis der er andre der bruger den skal de faktisk helst spørge om lov til det først. Nu har jeg tilfældigvis udsigt til volden fra mit stuevindue og jeg har flere gange taget mig selv i at kigge derop og være lidt fornærmet over at andre mennesker også føler at de har ret til at benytte sig af den.

En erfaring jeg har gjort mig i denne uge er at det er en rigtig dårlig idé at veje sig lige efter man har været ude og løbe.
Heldigvis er den der wii så smart indrettet at man kan lade være med at acceptere den vægt den påstår man har, ved at lade være med at trykke next efter den har målt en.

Jeg vejer nu: 92,5 kg.
Og har tabt mig: 0,5 kg.
Igen.

Uge 6: Hvordan bryder man onde cirkler?!

Ja så er uge nr. 6 i programmet gået i gang, og jeg kan da godt afsløre at det er meget længe siden jeg har været så træt af verden og af mig selv og min egen fucking stædighed.

Middelalderselskabet har huseret på Nyborg Slot hele uge 8 og det gik såmænd også fint nok med at få overholdt løbet indtil sidste opdatering. Men så var det at det begyndte at være ægte hårdt det her med at glo på børn, høre sig selv sige det samme noget nær en milliard gange og rende rundt på slottet hele dagen.
Min egen stemme kørte simpelthen i ring i mit hoved til sidst: ”Vi har to slags lys her på Nyborg Slot; prinsesselys og ridderlys. Hvilket lys kunne du tænke dig at lave?”, ”I middelalderen havde man ikke ret meget slik, men noget man havde var marcipan. Det var bare rigtig dyrt. Kunne du tænke dig et stykke marcipan?”, ”Ja i middelalderen var det faktisk sejt at have huller i tænderne, for det betød at man havde penge nok til at købe sådan noget som marcipan!”
Suk, suk og suk.

Motivationen til så at finde løbeskoene frem om eftermiddagen i løbet af ugen, har absolut ikke været på sit højeste, for skolen skulle jo også passes, i det mindste til et minimum.
Og selvom jeg vægter det her med at tabe mig og gennemføre et halvmaraton meget højt, så er det lidt som om, at jeg vægter min uddannelse noget højere end det, og det var ligesom hvad der var motivation til at få overstået når sådan en dag på et skide koldt slot var overstået.

Tre dages program endte jeg med at springe over, og jeg var faktisk overbevist om at det ville blive enden på det hele; eller i hvert fald have den konsekvens at jeg var nødt til at gentage en uge af programmet.
Men så skete der et eller andet.
Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på hvad det var, men jeg tror i virkeligheden bare at Sindahl-ånden og den medhørende stædighed hoppede ind over mig som en bølge da ugen på Nyborg Slot var overstået.

Da jeg så at der stod at jeg skulle løbe i 20 minutter var jeg ret sikker på at dette skulle blive min død. 20 minutter. Har jeg sq da ikke løbet siden jeg dyrkede håndbold og svømning er jeg ret sikker på. Og det er alligevel en del år tilbage i tiden!

Så sejeren var meget meget sød da jeg åbnede døren og prøvede at fremkalde et hej fra mine lunger efter endt løbetur i dag.

Det er jo så en af ulemperne ved alt det her løberi. Det er som om man ikke rigtigt kan sige noget når man er færdig med sådan en tur. Så er man faktisk det er kaldes helt færdig det næste kvarters tid.

Han er sq nok ved at få lidt spat af mig.
Jeg er så hamrende fyldt med energi resten af dagen når jeg har været ude og løbe at jeg knapt kan holde mig selv ud bagefter. Jeg synes hele tiden at vi skal lave et eller andet, og jeg kan ikke rigtig finde ro i det der med bare at sætte mig ned og lave ingenting.
Man kunne håbe at det også smittede lidt af på min eksamenslæsning.

Jeg vejer nu: 93 kg.
Og har tabt mig: 0,5 kg.
Tak fordi du endnu en gang læste med.