2015; En ny start på en gammel kamp!

Ja ja. En dag skal vel være den første hvor man ligesom kigger sig selv i spejlet og siger "Hvem er du, og hvad har du gjort ved den mig jeg kendte en gang!" Det er sket for mig nogle gange, men jeg har aldrig rigtig formået at være vedholdende i min indsats. Jeg siger heller ikke at jeg bliver det denne gang, men det er da et forsøg værd. For mig er det der med at tabe sig, åbenbart lidt ligesom det der med at stoppe med at ryge; jeg skal lige tage tilløb en masse gange før det ligesom rigtigt vil lykkes. Jeg har nu været røgfri i over et år, og er kommet frem til at jeg ikke er stoppet med at ryge; jeg er bare ryger på pause. Ingen ved hvor lang pausen er, men lige nu har jeg det meget godt med at have en pause fra den klamme lugt i tøj og på krop (og især i munden; hvordan i en i helvede min mand har kunnet holde mig ud i over 10 år som ryger er mig nu komplet en gåde hvor det før var det mest naturlige i verden). Jeg er ikke ligefrem det man kalder den fitte type må man sige, og da jeg startede denne blog i tidernes morgen, ja der var jeg helt vildt chokeret over min høje vægt. Der er løbet en del vand igennem floden (som man siger, og som billedligt meget godt beskriver det der rent faktisk er sket) siden jeg begyndte denne blog. Jeg har taget en masse på, været på 8-timers kur, blevet gift i en vægt på 96 kg, blevet gravid, har måtte kaste 8-timers kuren over bord i den periode hvor jeg var gravid og ammede, fordi man bare er nødt til at spise på en anden måde, har været et helvede af en fødsel igennem i en vægt af 117 kg og er nu landet på en vægt der siger 106 kg. Jeg har reddet mig en rigtig fin og effektiv bækkenløsning hjem; det har haft en enorm betydning for min vægtforøgelse under min graviditet. Jeg var rigtig smart og tabte mig helt vildt i begyndelsen af min graviditet (læs: jeg havde mega kvalme og kunne slet ikke have lugten af mad. Kastede ikke op, havde bare kvalme og ingen (og jeg mener virkelige INGEN) appetit). Men med bækkenløsningen kom også en stilsiddende Anne, der pludselig fik appetiten igen. Rigtig skidt kombo! Men nu; ja nu har jeg fortsat en bækkenløsning der spænder helt vildt meget ben for min mobilitet, og gør at jeg dagligt er smerteplaget. Det er faktisk hamrende irriterende. Da jeg blev gravid havde jeg et BMI der blev regnet til at være 32. Og lige her kan jeg godt mærke at jeg er lidt hæmmet af mit arbejde. Et BMI på 32!?!?! Det er jo kamphøjt. Det var så her jeg kiggede på min mand og sagde "ja hvis jeg havde været sygemeldt i min egen butik, så havde jeg sq ordineret motion, og lukket for sygedagpengene hvis personen ikke ville tabe sig!" Nu skal der bare ske et eller andet. Jeg har aldrig været fan af det der med fotos, men er nu begyndt at lægge mærke til at der ikke bliver taget nogle billeder af mig sådan rigtigt, fordi jeg beder om at få alle slettet, da jeg bare slet ikke kan holde ud at se mig selv på foto. Det er sq en god indikator for at der skal ske en forandring, og at denne forandring kun kan ske for langsomt. Så jeg er hoppet tilbage på 8-timers kuren. For dem der ikke lige kender den kan jeg kort opsummere: Fordel dine måltider i løbet af 8 sammenhængende timer i døgnet. De restende 16 timer skal der fastes. Det vil sige at der kun må drikkes væske. Jeg har valgt at have min periode hvor jeg fordeler mine måltider fra kl. 12-20, da jeg så kan nå at spise aftensmad med min familie. Til gengæld må jeg selv bestemme hvad min kost skal indeholde. Uden at ændre det fjerneste på det jeg indtager, og uden at dyrke anden motion end at lufte hunden, har jeg indtil videre præsteret at tabe mig omkring 1 kg pr. uge. Så jeg er helt vildt spændt på hvilke resultater den kan føre med sig, når jeg nu også begynder at putte motion ind i mit program. Jeg er begyndt til noget genoptræning i forbindelse med mine problemer med mit bækken; det er bare som om det ikke rigtig giver noget pulsmæssigt. Så nu har jeg taget en beslutning. Jeg vil svømme mindst 1 gang om ugen, og så vil jeg træne mig selv op til at kunne løbe 5 km. Det skal satme kunne lade sig gøre. Heldigvis har jeg en fantastisk mand der støtter mig i alt hvad jeg tænker at jeg vil. Så han giver plads til at jeg kan svømme, og har lovet mig at give mig plads til at komme ud og løbe. Endvidere er han en lille slavepisker der lige får mig til at lave 20 mave- og 20 rygbøjninger en gang i mellem. Så nu er kampen gået ind igen. Jeg glæder mig til at træde ud af 0,1 ton klubben; det er ikke en fantastisk morsom klub at være medlem af, kan jeg hilse at sige. Nu griber jeg dagen, og chancen og insisterer på at det skal være en fest og hamrende sjovt at tabe sig, uden at indgå de alt for voldsomme kompromisser. Yay for mig!