Uge 7: Motivation og stædighed holder fast

Jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg er hamrende stolt af mig selv. Jeg var lige ved at tro at det hele skulle være slut og jeg lige så godt kunne opgive det der halvmaraton d. 5. maj. Mand jeg var jo ikke til at drive ud af døren og jeg pev vildt over at skulle afsted. Jeg var faktisk et værre pivedyr!

Men på en eller anden måde fik jeg hevet mig selv op. Op af demotivation og onde cirkler. Ind i løbets verden igen.

Da jeg så i programmet at jeg skulle løbe 25 minutter uden pauser var jeg ved at skvatte ned af stolen rent bogstaveligt. Jeg var overbevist om at dette skulle blive min død. At en eller anden velmenende hundelufter skulle finde mig et sted på volden, død som en sild!

Han grinede faktisk lidt da jeg sagde at jeg skulle løbe 25 minutter. Det troede han sq godt nok heller ikke på at jeg kunne da!

Løbetøjet smøg sig om kroppen. Jeg kan godt selv, hvis jeg ser godt efter, se at der er begyndt at ske noget med min krop; men det er faktisk ikke så tydeligt som jeg ville ønske. Nu er jeg også utålmodig af natur, som jeg er sikker på at de fleste der kender mig, kun kan give mig ret i. Ja, jeg er faktisk typen der ville have det bedst med, at når jeg har besluttet mig for at tabe mig 25 kg, så skal der helst ikke gå meget mere end 7 uger og så skal de være væk.
Jeg er helt klar over at det nok hverken er sundt eller muligt, men det ændrer jo ikke på hvad jeg ville ønske.

Til gengæld kan jeg mærke på min krop at der sker noget i den rigtige retning. Mine knogler, som jeg ikke har haft fysisk kontakt med i flere år er begyndt at dukke op til overfladen. Den meget uheldige delle under barmen, som har sørget for at mine ribben har været ukendt land i nogle år, er næsten helt væk nu, og jeg er begyndt at lære mine ribben at kende igen.
Mit hofteben, som jeg ellers var overbevist om at jeg aldrig ville få at se igen, kan rent faktisk mærkes nu. Det har så også resulteret i at jeg er så stolt, at jeg gladelig beder forskellige mennesker om at mærke lige der, og så er det jo meningen at de skal blive lige så glade for mit genfundne bekendtskab som jeg selv. Det er ikke alle der forstår det, men der er nogle enkelte imellem. Tak for det.

Jeg har erfaret at jeg har dannet mit eget lille heppekor. Det er simpelthen så hyggeligt, og det er virkelig noget der bliver ved med at motivere mig til at komme afsted. Det skal heldigvis ikke fortolkes sådan at jeg ville stoppe med at komme afsted hvis folk ikke heppede, men det er sq rigtig rart.

Datteren er genial. Hun kiggede på mig så sent som i dag, da jeg halsende vendte hjem fra 25 minutters svedig tur til helvede og sagde: ”Mor jeg synes altså det ser ud som om du har tabt 10 kg.” Måtte forklare hende at det så rundt regnet skulle være halvdelen af hendes egen kropsvægt jeg skulle have tabt og spurgte så om hun selv mente at de så ud som om jeg havde tabt en halv Ina; til det var hendes svar blot: ”Mor det er jo lige meget hvor meget du har tabt dig! Du er den smukkeste mor i verden!” Jamen hjertet smeltede da helt. Og synes det er meget fint at pigen har forstået at der er mange måde at være diplomatisk på, og at undgå at svare på et spørgsmål med smiger er helt sikkert en af dem.
Jeg må indrømme at jeg er ved at være nået det punkt, hvor jeg rent faktisk er begyndt at nyde at løbe, mens jeg gør det, og ikke bare bagefter. Det er ret underligt for mig, for jeg har altid været erklæret modstander af at det der løb kan være rart og sjovt. Rigtig sjovt er det ikke blevet endnu, men er også ret overbevist om at det kræver at min hastighed overstiger en konkurrenceskildpaddes. Men jeg er faktisk begyndt at nyde mine ture.
Jeg har også erklæret at volden er blevet min. Jeg har indtaget den, og hvis der er andre der bruger den skal de faktisk helst spørge om lov til det først. Nu har jeg tilfældigvis udsigt til volden fra mit stuevindue og jeg har flere gange taget mig selv i at kigge derop og være lidt fornærmet over at andre mennesker også føler at de har ret til at benytte sig af den.

En erfaring jeg har gjort mig i denne uge er at det er en rigtig dårlig idé at veje sig lige efter man har været ude og løbe.
Heldigvis er den der wii så smart indrettet at man kan lade være med at acceptere den vægt den påstår man har, ved at lade være med at trykke next efter den har målt en.

Jeg vejer nu: 92,5 kg.
Og har tabt mig: 0,5 kg.
Igen.