Uge 8: Målet der forsvandt med midlet!

Denne uge har været en lille kende af det man kalder røv hamrende irriterende. Et eneste uheld; det var det der skulle til for at målet kom langt længere væk end det hidtil har været. Det var sq da også bare helt vildt hamrende møgbelastende!

Ellers en skide god start på ugen. Var meget høj på konceptet i de 25 minutter jeg lige pludseligt ownede.

Havde set sindssygt meget frem til lørdag, da den skulle stå på festivitas med de oh så skønne, smukke og dejlige tutorer. Og sikke da en fest det blev. Måske tog sentimentaliteten også overhånd en gang eller to, men jeg ved da i hvert fald at jeg grinte, græd og drak som skulle det aldrig ske igen.
Maden var uovertruffen og selskabet er jo fantastisk hver gang uanset hvilke nye tutorer vi får med i gruppen.
Det eneste lidt ambivalente ved denne aften var faktisk at vide at næste gang er det sidste gang man er afsted som tutor. Nye kræfter skal til og jeg skal ud og lege med arbejdsmarkedet, og det er naturens gang og en rigtig fed proces der gør arbejdet på skolen værd at nyde. Men det ændrer nu ikke på at det også bliver lidt underligt, da det er et af de eneste udvalg jeg har været medlem af siden jeg startede på skolen, og også et af de eneste jeg ikke holdt pause fra i praktikken.

Nok om det. Det var lige en tur mere ned af den sentimentale gade.

Løbeprogrammet har måttet så stille siden søndag, da jeg var en kæmpe klovn til den før omtalte fest.
Hvis jeg nu bare havde kunnet sige at det skete i beruset tilstand, så havde jeg nok følt mig lidt mindre dum. Havde jeg kunnet sige at det var sket mens jeg var ude og løbe havde jeg måske været fristet til at mene at det var ok, da det jo var sket i kampens hede. Men nej.
Den kloge smarte og ædru Anne var ovenpå i det hus vi befandt os i, af den simple grund at toilettet var placeret deroppe. Da hun så skal ned til selskabet, klar til at give den max gas, er det ikke at udelukke at hun bliver en kende ivrig og måske får hun endda lidt for meget fart på. Så da hun når det femte nederste trin og står godt og sikkert og skal til at tage det næste skridt, sker der det utroligt irriterende at hun glider ned af de sidste 4 trin.
I forsøget på at tage fra sker der det ekstra uheldige at hun hamrer direkte ind i væggen som er lige nede for enden af denne, efterhånden berømte, trætrappe, der naturligvis er malet med højglans og derefter poleret og har en stigning der ville skræmme selv den bedste tour de france rytter.
Naturligvis med storetåen først, for hænderne havde været for simpelt!

Klog som hun er tænker hun ”den lille detalje forbigår vi lige i stilhed.”
Efter en meget lavmælt banden og svovlen, ja næsten tuden, får hun taget sig sammen og går ind til de andre. Hun fester og hun hygger sig, og ingen bemærker noget.

Næste morgen kommer hun også fint ud i taxaen som allervenligst og til latterlige overpriser, transporterer tre trætte tutorer ind mod banegården. De to pendlere siger farvel og vandrer mod toget.
Man bliver taget godt imod, og bliver nærmest smidt i seng så man kan få sovet og indhentet den meget forsømte aftale man havde med sin dyne.

Man vågner efter et par timer og tænker ”jeg skal jo ud og løbe” i sne og regn, med ømme tæer eller ej, programmet skal dæleme følges.
Efter denne tanke får man, da man forsøger at stå elegant op af sengen, kigget ned på sin tå. Den er så ca. 3 gange så stor som de anden, blå, ja nærmest sort, og har en voldsom skade på neglen.
I det sekund går det op for mig at jeg nok ikke skal ud og løbe denne ellers kønne dag alligevel.

Efter et par af de hurtige hjemmeundersøgelser, ringede jeg til skadestuen for en vurdering af hvorvidt det kunne betale sig at køre derned. Damen mente at det nok var bedst jeg kom og fik taget et lille billede af den tå.
Det viste sig også at være en fin beslutning.
Der har været så meget kræft på mig, at jeg har fået skubbet til en enkelt knogle. De kan ikke helt finde ud af hvor meget der er galt og hvor meget der er at gøre, så indtil videre er jeg plastret godt ind så ”man ikke kan bevæge tåen” (det har så ikke været en mulighed at bevæge den skide tå siden lørdag aften nu, men fred være med damens bekymring), og så skal jeg så til lægen om 14 dage til en vurdering af hvad vi skal gøre ved den hvis det stadig gør ondt. De siger at de kan finde på at brække den på plads; da men siger den slags til mig tænker jeg ”det er sq i orden, så længe i har sørget for at jeg er så bedøvet at jeg ikke mærker noget” og så lægge mig i gips.

Da jeg sidder der og venter på resultatet af mit fine billede slår det mig pludseligt; jeg kan jo ikke løbe med den her tå!
14 dage!!!! Er den dame overhovedet klar over hvor meget 14 dage er hvis jeg på nogen tænkelig måde skal have en chance for at blive klar til det skide halvmaraton?!

Vægten… tjah… har egentlig ikke tænkt så meget over den i denne uge. Det er gået mere op i tå og smerte.

Jeg vejer nu 92,3 kg.
Og jeg har tabt mig 0,2 kg.
Det er vel egentlig ok at det fortsætter ned af selvom jeg sidder med benene oppe.